Fortress-scandinavia  
      English  Version
 
 Siden lavet af:

 Optræk til krigene

 1. Slesvigske Krig

Træfningerne

 
Fredericia

 
2. Slesvigske Krig

 Dannevirke

 Belejring Dybbøl

 Besættelsen af Jylland

 Stormen på skanserne

 Overgangen til Als


 Lundby

 De sårede og Røde Kors

 Freden

 Efterspillet

 Skanserne 2010

 Istedløven

 
Dreyse Bagladegevær


 Links:

 Københavns Befæstning

 Sikringsstilling Nord

















































































































































De slesvigske krige 1848-51 og 1864

 Slaget ved Bov 9. april 1848

 Efter overrumplingen af Rendsborg trængte de slesvig-holstenske tropper mord nord.  Den danske hær under general Hedemann rykkede
 sydpå fra Kolding og forenede sig med en styrke fra Als, som var ledet af oberst Schleppegrell. Den danske styrke var overlegen i antal,
 og de danske soldater var bedre uddannede. Kampen blev kort, slesvig-holstenerne havde store tab og flygtede sydpå i panik. Deres
 rester flygtede tilbage til fæstningen i Rendsborg og den danske hær fik kontrol over Slesvig ned til Ejderen.Den danske hær fulgte efter
 og indtog stillingen på Dannevirke.
 Sejren ved Bov blev hilst med jubel i Danmark og gav anledning til stor optimisme med hensyn til de danske sejrschancer i den foreståen-
 
de krig.

  De flygtende Slesvig-Holstenere efter slaget ved Bov 1848

 Slaget ved Slesvig 23. april 1848

 Preussen var netop trådt ind i krigen på slesvig-holstensk side. De tyske styrker under den preussiske general Wrangel udgjorde mere
 end 32000 mand med 74 kanoner mod 10.000 danske med 32 kanoner- tre gange så stor en styrke som den danske hær rådede over.
 På en kold og våd forårsmorgen gik tyskerne til angreb, men de danske styrker under oberst  Læssøe forsvarede sig dygtigt, og tabene
 var begrænsede. Dog døde et forfærdende stort antal af de sårede i de efterfølgende dage.
 Oven på den højstemte og ikke særlig realistiske optimisme fra martsdagene i København i 1848 førte slaget til et akut anfald af mismod
 i Danmark. Hæren blev trukket tilbage til Fyn, og Jylland lå åben for Wrangels tropper.

                                                Slaget ved Slesvig Slaget ved Slesvig 1848  

 Nybøl og Dybbøl 5. juni 1848

 Fra Als foretog generalerne Hedemann og F. A. Schleppegrell et angreb på Nybøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterfølgende
 ved Dybbøl den 5. juni vakte begejstring hos den danske  befolkning, men modvilje hos stormagterne. På den anden side ville Rusland
 heller ikke tillade Preussen at  gå over Kongeåen og hermed ind i selve kongeriget.

 

 Kampene ebbede ud, og den 26. august sluttedes våbenhvile i Malmø.

 Efter opsigelsen af våbenstilstanden med Preussen blev fjendtlighederne genoptaget den 3. april 1849. Den danske hær bestod nu af
 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kunne mønstre godt 65.000.
 Over for  denne overmagt besluttede danskerne at trække sig nordpå.  Efter at have vundet i kampene om Haderslev, Avnbøl og Ullerup
 var danskerne klar til angrebet på den fjendtlige hær ved Bov, men fik ordre til at trække sig tilbage til Als og Kolding.
 Det skete efter en fejlslagen skinmanøvre med linjeskibet Christian VIII og fregatten Gefion den 5. april i Egernførde-fjorden, hvor man
 forsøgte at holde den slesvig-holstenske hær i den tro, at en landgang kunne finde sted dér.


 
Kampene ved Haderslev 3. april 1849

 
Det nørrejyske korps under general Rye rykkede 3. april ind i Slesvig fra Kolding.  Kl. 05,00 om morgenen afmarcerede oberstløjtnant
 Irminger med 2 batailloner, 4 kanoner, et  espingolbatteri og kavalleridivisionen Hegermann-Lindenkrone. Ved  Aller kro sprængte de en
 
fjendtlig kavalleripatrulje, og kl. 15 stødte de på fjenden i et meget kuperet terræn ved Haderslev.
 Der opstod en infanterifægtning, hvorunder fjenden trængtes ind i byen, og der opstod heftige gadekampe. De huse og møller der lå ved
 Sønderbroen, og som fjenden havde indrettet til forsvar, blev hurtigt erobret og snart var hele byen besat af danske tropper.
 Kampen kostede på dansk side 3 døde og 6 sårede.


 
 Træfningen ved Adsbøl 3. april 1849

 O
m morgenen begyndte fremrykningen fra Als. Brigaden traf først fjenden ved Aunbøl hvor man observerede nogle fjendtlige poster i sko-
 ven syd for vejen. Selve Adsbøl blev holdt byen besat med infanteri og artilleri. Under et kraftigt angreb blev byen omgået nord om Nybøl
 og forbi Fiskebæk. Angrebet på byen understøttedes af 2 granatkanoner.
 Efter en artilleri- og infanterikamp blev fjenden  nu trængt gennem og ud af  byen, hvor to af de  danske kanoner var anbragt på kirkegår-
 den. Herefter blev fjenden jaget over markerne og gennem skoven foran Graasten.
 De danske tab var på 2 døde, 21 sårede og 2 savnede.



 
Slaget ved Egernförde 5. april 1849

 I dette angreb fra søsiden deltog fregatten Gefion og linjeskibet Christian VIII samt nogle transportfartøjer. De skulle angribe de batterier
 omkring fjorden, som var i tysk slesvig-holstensk besiddelse. Men de to store skibe kunne ikke manøvrere i det snævre farvand. Man
 prøvede da at få de to hjuldampere Hekla og Gejser til at slæbe dem ud, men de blev ligeledes beskudt og således heller ikke manøvre-
 
dygtige. Kampen startede kl.4 om morgenen. Ud på eftermiddagen måtte Gefion overgive sig.
 Christian VIII blev efterhånden så hårdt medtaget af kanonbeskydningen fra de tyske felt- og tyske strandbatterier, at det også måtte stry-
 
ge flaget. Det var tilmed udbrudt brand om bord og kl. 20 sprang Christian VIII i luften. Gefion blev efter erobringen repareret og indgik i
 den tyske forbundsflåde under navnet Eckernförde. Da forbundsflåden blev opløst i 1852 blev skibet overtaget af Preussen og fik igen
 navnet Gefion. Skibet var i aktiv  tjeneste frem til omkring 1870, og lå derefter som kaserneskib, indtil det blev ophugget i 1891.
 Slaget kostede 105 faldne, 61 sårede og næsten 1000 fanger. De døde blev begravet på  kirkegården i den nordlige del af Egernførde.

 Slaget ved Kolding 23. april 1849

 
Tyskerne marcherede nordpå, og efter få timers kamp trak general Rye sig tilbage til  Almind-området, og tyskerne indtog 20. april Kol-
 
ding og indrettede en stærk stilling i og omkring  byen. General Bülow besluttede at kaste fjenden tilbage og indledte angrebet d.23. april
 om
morgenen.

 Slaget om Kolding skulle indledes med et angreb på 2 flanker nordfra.
  - Den østlige flanke, der var under direkte kommando af general Bülow, stod klar ved Taulov.
  - Den vestlige flanke,der var under kommando af general Rye og general Moltke, stod klar ved Harte og Almind. De skulle
    erobre broen ved Ejstrup og vadestedet ved Påby og derefter angribe fjenden derfra. Dette var en vigtig del af slaget, da
    man ellers ville få svært ved at forcere åen.
  - Preussernes hovedgrupperinger lå i øst ved Kolding og Vonsild, og i vest ved Seest og Vranderup.

 Om morgenen angreb danskerne de preussiske stilliger over en bred flanke og mødte hård  modstand. Bülows brigade kæmpede sig
 helt frem Slotssøen og mødte megen modstand her. Ryes og Moltkes brigader havde erobret broen ved Ejstrup, men havde mødt mod-
 
stand ved Vejlevej. Preussernes general Bonin følte sig presset og beordrede sine flanker sammen i en kileform og trak sig lidt tilbage,
 men kun for at omgruppere. Danskerne troede, at slaget var vundet, men preusserne vendte tilbage med 12 pundskanoner og forstærk-
 
ninger fra Koldings sydområde og kæmpede hårdt om Koldings centrum. Da de var tæt på at afskære Ryes og Moltkes brigader, trak
 Bülow sig tilbage mod Vejle og Fredericia, og kampen var tabt.

 
Jylland besættes

 I begyndelsen af maj fik overgeneral Prittwitz den ønskede tilladelse til at gå over grænsen og  besætte mest muligt af Jylland.

 
Kampene ved Gudsø den 3. og 7. maj 1849

 Efter at danskerne tabte slaget om Kolding den 23. april 1849, havde general Bülow trukket  Moltkes og Schleppegrells brigader ind i
 Fredericia og general Rye lå med sine styrker på Vejlekanten. Da fjenden tilsyneladende holdt sig i ro, besluttede Bülow 3. maj at indtage
 en stilling vest for  Elbodalen og kom i kamp med fremsendte fjendtlige styrker. Fjenden blev trængt tilbage gennem Gudsøpasset, som
 blev besat, og der blev etableret en forpostlinie med forbindelse til Ryes korps.
 General
Prittwitz forberedte nu et angreb på begge de danske afdelinger, hvilket skulle ske den 7. maj om morgenen. General Bonin og
 hans tre brigader sendtes mod Gudsø. Her stod major N. G.  la Cour for at forsvare den danske stilling, med 3 bataljoner og 4 kanoner.
 
Danskerne måtte på grund af den overlegne modstand trække sig tilbage til fæstningen efter en hård kamp. En del af
Molkte og
 Schleppegrells brigader blev derpå sejlet fra Fredericia og tilbage til Fyn og resten blev liggende i fæstningen.

                                                        Gadekampe i Kolding.
                                                              Tysk skildring

 Ryes Korps forfølges op i Jylland.

 Olaf Ryes brigade, også kaldet Det Nørrejyske Armékorps, på 7.000 mand, hvori indgik en betydelig styrke af rytteri og 16 kanoner, be-
 
gyndte herefter sit berømte tilbagetog op gennem Jylland forfulgt af general Prittwitz med 22.000 mand og 52 kanoner. Allerede dagen
 efter kampene ved Gudsø og Viuf, altså den 8. maj, fortsatte Prittwitz sin fremrykning og traf Rye på de skovbevoksede højder nord for
 Vejle, med højre fløj støttet til Grejs Å. Ved omgående rytteri og lidt frontal kamp, blev Rye manøvreret ud af denne stilling og marcherede
 til Hedensted. Natten mellem d. 8. og 9. maj trak han sig op bag Ølsted Å og tog selv kvarter i Thorsted, medens rytteriet stod længere
 mod vest ved Hornborg.
 
 22. maj modtog Rye endelig befaling til at rette sit tilbagetog mod Helgenæs og gå i stilling i et skanseanlæg påbegyndt i 1848 og forin-
 
den var blevet delvis befæstet og bestykket med 12 svære kanoner og besat med en bataljon. Det havde indtil nu været meningen at Rye
 skulle søge mod Aalborg. For Rye, som kun ved at holde føling med fjenden og føre udvigende kamp var i stand til at lokke ham længere
 og længere bort, var Aalborg uheldig, fordi den også førte Rye bort fra kysten og muligheden for at udskibe til f.eks. Fredericia.
 Den 24. maj rykkede Prittwitz frem med hele sin styrke, delt i 4 kolonner, for at angribe Rye omkring Skanderborg. Men da angrebet skulle
 begynde, opdagede han, at danskerne var væk. Rye havde nemlig gennem sit efterretningsvæsen fået at vide, at fjenden ville komme og
 stod nu på egnen nord for Århus. Herfra gik han, medens fjenden blev liggende ved Skanderborg, først imod nord, og derefter mod øst
 med kurs mod Helgenæs.

 

 Rytterfægtningen ved Århus 31. maj 1849
 

 
Kampen fandt sted nord for Århus. Fægtningen stod mellem danske dragoner og preussiske husarer, og endte med dansk sejr.
 

  Rytterfægtningen ved Århus 1849

 Fredericia 6. juli 1849

 I 1849 var Fredericia i forsommeren blevet indesluttet af de slesvig-holstenske oprørere under general Bonin. Slesvig-Holstenerne for-
 
skansede sig i stillinger omkring byen og indledte et artilleribombardement.
 
I Fredericia havde oberst Lunding kommandoen, og han planlagde sammen med hærens nye overgeneral, Frederik Rubeck Henrik von
 Bülow, et udfald for at sprænge belejringen. Dette krævede dog forstærkninger. Fra Helgenæs blev general Olaf Ryes brigade overført
 til Fyn, og en anden brigade under general Christian de Meza kom sejlende fra Als. Tropperne blev herefter overført til Fredericia i små
 både, som Slesvig-Holstenerne ikke kunne ramme med artilleriet.
 Udfaldet blev endeligt fastlagt ved et krigsråd i Vejlby Præstegård ved Strib den 4. juli og skulle iværksættes kl. 01,00 den 6. juli.

                                       Udfaldet fra Fredericia 1849 Fredericia 1849, stormen på Trelleskanse

 På angrebstidspunktet stod 19.000 danske soldater klar i Fredericias gader. De skulle ud at møde Slesvig-Holstenernes 14.000 mand.
 Selv om danskerne var i overtal, havde modstanderne den store fordel, at de kæmpede fra befæstede stillinger. Det blev en hård kamp,
 og udfaldet var usikkert helt frem til solnedgang, hvor kampen var afgjort og Slesvig-Holstenerne var på flugt. Der var mange hundrede
 faldne, flest danske.
 General Rye var mellem de faldne under stormen på Treldeskansen.

 Våbenstilstand

 Nu blandede Rusland sig og truede med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland. Den
 2. juni 1850 undertegnede Preussen og Danmark og den 10. juli 1850 også den Tyske  Forbund og Danmark en fredsaftale i Berlin.


 
Slaget ved Isted 25. juli 1850

 Efter Preussen havde trukket sig ud af krigen meldte mange tyske frivillige sig under de slesvig-holstenske faner, og de Slesvig-
 Holstenske styrker fortsatte krigen på egen hånd, uden støtte fra andre tyske stater, indtil de den 25. juli 1850 led et afgørende nederlag
 i det største slag i danmarkshistorien.
 Under Slaget på Isted Hede kæmpede ca. 40.000 danske soldater mod 34.000 slesvig-holstenere. Den danske hær under general
 Krogh var nu overlegen i antal og den var bedre uddannet end fjendens hær. Den tyske øverstbefalende var den preussiske general
 von Willisen.
 Slesvig-holstenerne indtog dog en stærk forsvarsstilling ved Isted, hvor passagen omkring landevejen Flensborg-Slesvig indsnævres
 af moser og søer. Forsvaret havde dermed en stor fordel.
 Kampene blev indledt kl. 01,00 om natten, og især de indledende angreb var kostbare for de danske styrker. Mange af hærens bedste
 officerer udviste stort mod og blev dræbt. Der stod hårde kampe ved landsbyerne Isted og Øvre Stolk, og ved 8-tiden om morgenen var
 
situationen kritisk for danskerne. I løbet af de næste timer ændrede tingene sig, og ved middagstid gav general Willisen ordre til tysk
 tilbagetog.
 Men sejren var dyrekøbt. På dansk side faldt der 845 mand, heriblandt general Schleppegrell og oberst Læssøe. Slesvig-Holstenerne
 havde 534 faldne.
 Efter sejren ved Isted tog den danske hær stilling på Dannevirke.

  Livgarden ved Isted 1850
                    Livgarden ved Isted.
   Istedløven i Flensborg
Istedløven på Flensborg Kirkegaard

 Angrebet på Mysunde 12.september 1850

 Efter Istedslaget befæstede danskerne Mysunde, der skulle dække venstre flanke. Under pres fra det slesvig-holstenske statholderskab
 valgte oprørernes overgeneral Wilhelm von Willisen at foretage et angreb på Mysunde den 12. september 1850. Mysunde forsvaredes af
 1. brigade og et stærkt artilleri under oberst Krabbe. Angrebet blev afvist og slået tilbage, nok hovedsageligt på grund af artilleriet.

                                                                 Mysunde Angrebet på Mysunde 1850


 Stormen på Frederiksstad 4. oktober 1850

 
Stormen på Frederiksstad var Treårskrigens sidste større slag. Efter Slaget på Isted Hede trak de Slesvig-holstenske oprørere sig til-
 
bage til Holsten. Herfra angreb de flere gange danskerne med det formål at trække de danske tropper ned til Holsten (som var et tysk
 len) og dermed inddrage de tyske stater i Treårskrigen igen.

 I september 1850 indledte de tyske slesvig-holstenerne et større bombardement af Frederiksstad, der var befæstet af danske tropper.
 Efter 5 dages beskydning af den 1600 mand store danske hær under Hans Helgesens kommando, gik de tyske slesvig-holstenerne den
 4. oktober 1850 med 5000 mand til angreb. Kampen varede hele natten, men om morgenen måtte Slesvig-Holstenerne trække sig til-
 
bage. Under bombardementet blev det meste af byen skudt i brand. Både rådhuset og remonstrantkirken blev ødelagt under bombar-
 
dement. 

                                             Stormen på Frederiksstad Stormen på Frederiksstad 1850

 Tyske Grave på Dybbøl Kirkegård efter Dybbøl Bjerg 1849