Efter overrumplingen af Rendsborg trængte de slesvig-holstenske tropper mord nord.  Den danske hær under general Hede-
 mann rykkede sydpå fra Kolding og forenede sig med en styrke fra Als, som var ledet af oberst Schleppegrell. Den danske
 styrke var overlegen i antal, og de danske soldater var bedre uddannede. Kampen blev kort, slesvig-holstenerne havde store
 tab og flygtede sydpå i panik. Deres rester flygtede tilbage til fæstningen i Rendsborg og den danske hær fik kontrol over
 Slesvig ned til Ejderen.Den danske hær fulgte efter og indtog stillingen på Dannevirke.
 Sejren ved Bov blev hilst med jubel i Danmark og gav anledning til stor optimisme med hensyn til de danske sejrschancer i
 den forestående krig.

 Slaget ved Slesvig 23. april 1848

 Preussen var netop trådt ind i krigen på slesvig-holstensk side. De tyske styrker under den preussiske general Wrangel ud-
 gjorde mere end 32000 mand med 74 kanoner mod 10.000 danske med 32 kanoner- tre gange så stor en styrke som den
 danske hær rådede over.
 På en kold og våd forårsmorgen gik tyskerne til angreb, men de danske styrker under oberst  Læssøe forsvarede sig dyg-
 tigt,   og tabene var begrænsede. Dog døde et forfærdende stort antal af de sårede i de efterfølgende dage.
 Oven på den højstemte og ikke særlig realistiske optimisme fra martsdagene i København i 1848 førte slaget til et akut anfald
 af mismod i Danmark. Hæren blev trukket tilbage til Fyn, og Jylland lå åben for Wrangels tropper.

Slaget ved Slesvig

 Nybøl og Dybbøl 5. juni 1848

 Fra Als foretog generalerne Hedemann og F. A. Schleppegrell et angreb på Nybøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den
 efterfølgende ved Dybbøl den 5. juni vakte begejstring hos den danske  befolkning, men modvilje hos stormagterne. På den
 anden side ville Rusland heller ikke tillade Preussen at  gå over Kongeåen og hermed ind i selve kongeriget.

 Kampene ebbede ud, og den 26. august sluttedes våbenhvile i Malmø.

 Efter opsigelsen af våbenstilstanden med Preussen blev fjendtlighederne genoptaget den 3. april 1849. Den danske hær
 bestod nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kunne mønstre godt 65.000.
 Over for  denne overmagt besluttede danskerne at trække sig nordpå.  Efter at have vundet i kampene om Haderslev, Avnbøl
 og Ullerup var danskerne klar til angrebet på den fjendtlige hær ved Bov, men fik ordre til at trække sig tilbage til Als og
 Kolding.
 Det skete efter en fejlslagen skinmanøvre med linjeskibet Christian VIII og fregatten Gefion den 5. april i Egernførde-fjorden,
 hvor man forsøgte at holde den slesvig-holstenske hær i den tro, at en landgang kunne finde sted dér.


 Kampene ved Haderslev 3. april 1849

 Det nørrejyske korps under general Rye rykkede 3. april ind i Slesvig fra Kolding.  Kl. 05,00 om morgenen afmarcerede
 oberstløjtnant Irminger med 2 batailloner, 4 kanoner, et  espingolbatteri og kavalleridivisionen Hegermann-Lindenkrone. Ved
 Aller kro sprængte de en fjendtlig kavalleripatrulje, og kl. 15 stødte de på fjenden i et meget kuperet terræn ved Haderslev.
 Der opstod en infanterifægtning, hvorunder fjenden trængtes ind i byen, og der opstod heftige gadekampe. De huse og
 møller der lå ved Sønderbroen, og som fjenden havde indrettet til forsvar, blev hurtigt erobret og snart var hele byen besat af
 danske tropper. Kampen kostede på dansk side 3 døde og 6 sårede.

 
 Træfningen ved Adsbøl 3. april 1849

 Om morgenen begyndte fremrykningen fra Als. Brigaden traf først fjenden ved Aunbøl hvor man observerede nogle fjendt-
 lige poster i skoven syd for vejen. Selve Adsbøl blev holdt byen besat med infanteri og artilleri. Under et kraftigt angreb blev
 byen omgået nord om Nybøl og forbi Fiskebæk. Angrebet på byen understøttedes af 2 granatkanoner.
 Efter en artilleri- og infanterikamp blev fjenden  nu trængt gennem og ud af  byen, hvor to af de  danske kanoner var anbragt
 på kirkegården. Herefter blev fjenden jaget over markerne og gennem skoven foran Graasten.
 De danske tab var på 2 døde, 21 sårede og 2 savnede.



 Slaget ved Egernförde 5. april 1849

 I dette angreb fra søsiden deltog fregatten Gefion og linjeskibet Christian VIII samt nogle transportfartøjer. De skulle angribe
 de batterier omkring fjorden, som var i tysk slesvig-holstensk besiddelse. Men de to store skibe kunne ikke manøvrere i det
 snævre farvand. Man prøvede da at få de to hjuldampere Hekla og Gejser til at slæbe dem ud, men de blev ligeledes beskudt
 og således heller ikke manøvredygtige. Kampen startede kl.4 om morgenen. Ud på eftermiddagen måtte Gefion overgive sig.
 Christian VIII blev efterhånden så hårdt medtaget af kanonbeskydningen fra de tyske felt- og tyske strandbatterier, at det
 også måtte stryge flaget. Det var tilmed udbrudt brand om bord og kl. 20 sprang Christian VIII i luften. Gefion blev efter
 erobringen repareret og indgik i den tyske forbundsflåde under navnet Eckernförde. Da forbundsflåden blev opløst i 1852
 blev skibet overtaget af Preussen og fik igen navnet Gefion. Skibet var i aktiv  tjeneste frem til omkring 1870, og lå derefter
 som kaserneskib, indtil det blev ophugget i 1891.
 Slaget kostede 105 faldne, 61 sårede og næsten 1000 fanger. De døde blev begravet på  kirkegården i den nordlige del af
 Egernførde.

 Slaget ved Kolding 23. april 1849

 Tyskerne marcherede nordpå, og efter få timers kamp trak general Rye sig tilbage til  Almind-området, og tyskerne indtog 20.
 april Kolding og indrettede en stærk stilling i og omkring  byen. General Bülow besluttede at kaste fjenden tilbage og indled-
 te angrebet d.23. april om morgenen.

 Slaget om Kolding skulle indledes med et angreb på 2 flanker nordfra.

  - Den vestlige flanke,der var under kommando af general Rye og general Moltke, stod klar ved Harte og Almind. De skulle
    erobre broen ved Ejstrup og vadestedet ved Påby og derefter angribe fjenden derfra. Dette var en vigtig del af slaget, da
    man ellers ville få svært ved at forcere åen.

 Om morgenen angreb danskerne de preussiske stilliger over en bred flanke og mødte hård  modstand. Bülows brigade
 kæmpede sig helt frem Slotssøen og mødte megen modstand her. Ryes og Moltkes brigader havde erobret broen ved
 Ejstrup, men havde mødt modstand ved Vejlevej. Preussernes general Bonin følte sig presset og beordrede sine flanker
 sammen i en kileform og trak sig lidt tilbage, men kun for at omgruppere. Danskerne troede, at slaget var vundet, men
 preusserne vendte tilbage med 12 pundskanoner og forstærkninger fra Koldings sydområde og kæmpede hårdt om
 Koldings centrum. Da de var tæt på at afskære Ryes og Moltkes brigader, trak Bülow sig tilbage mod Vejle og Fredericia, og
 kampen var tabt.

 Jylland besættes

 I begyndelsen af maj fik overgeneral Prittwitz den ønskede tilladelse til at gå over grænsen, og  besætte mest muligt af
 Jylland.


 Kampene ved Gudsø den 3. og 7. maj 1849

 Efter at danskerne tabte slaget om Kolding den 23. april 1849, havde general Bülow trukket  Moltkes og Schleppegrells
 brigader ind i Fredericia og general Rye lå med sine styrker på Vejlekanten.
 Da fjenden tilsyneladende holdt sig i ro, besluttede Bülow 3. maj at indtage en stilling vest for  Elbodalen og kom i kamp med
 fremsendte fjendtlige styrker. Fjenden blev trængt tilbage gennem Gudsøpasset, som blev besat, og der blev etableret en
 forpostlinie med forbindelse til Ryes korps.  General Prittwitz forberedte nu et angreb på begge de danske afdelinger, hvilket
 skulle ske den 7. maj om morgenen. General Bonin og hans tre brigader sendtes mod Gudsø. Her stod major N. G.  la Cour
 for at forsvare den danske stilling, med 3 bataljoner og 4 kanoner. Danskerne måtte på grund af den overlegne modstand,
 trække sig tilbage til fæstningen efter en hård kamp. En del af Molkte og Schleppegrells brigader blev derpå sejlet fra
 Fredericia og tilbage til Fyn og resten blev liggende i fæstningen

Gadekampe i Kolding.                                                               Tysk skildring

 Ryes Korps forfølges op i Jylland.

 Olaf Ryes brigade, også kaldet Det Nørrejyske Armékorps, på 7.000 mand, hvori indgik en betydelig styrke af rytteri og 16
 kanoner, begyndte herefter sit berømte tilbagetog op gennem Jylland forfulgt af general Prittwitz med 22.000 mand og 52
 kanoner. Allerede dagen efter kampene ved Gudsø og Viuf, altså den 8. maj, fortsatte Prittwitz sin fremrykning og traf Rye på
 de skovbevoksede højder nord for Vejle, med højre fløj støttet til Grejs Å. Ved omgående rytteri og lidt frontal kamp, blev Rye
 manøvreret ud af denne stilling og marcherede til Hedensted. Natten mellem d. 8. og 9. maj trak han sig op bag Ølsted Å og
 tog selv kvarter i Thorsted, medens rytteriet stod længere mod vest ved Hornborg.
 
 22. maj modtog Rye endelig befaling til at rette sit tilbagetog mod Helgenæs og gå i stilling i et skanseanlæg påbegyndt i
 1848 og forinden var blevet delvis befæstet og bestykket med 12 svære kanoner og besat med en bataljon. Det havde indtil
 nu været meningen at Rye skulle søge mod Aalborg. For Rye, som kun ved at holde føling med fjenden og føre udvigende
 kamp var i stand til at lokke ham længere og længere bort, var Aalborg uheldig, fordi den også førte Rye bort fra kysten og
 muligheden for at udskibe til f.eks. Fredericia.
 Den 24. maj rykkede Prittwitz frem med hele sin styrke, delt i 4 kolonner, for at angribe Rye omkring Skanderborg. Men da
 angrebet skulle begynde, opdagede han, at danskerne var væk. Rye havde nemlig gennem sit efterretningsvæsen fået at
 vide, at fjenden ville komme og stod nu på egnen nord for Århus. Herfra gik han, medens fjenden blev liggende ved Skan-
 derborg, først imod nord, og derefter mod øst med kurs mod Helgenæs.
 

 Rytterfægtningen ved Århus 31. maj 1849
 
 Kampen fandt sted nord for Århus. Fægtningen stod mellem danske dragoner og preussiske husarer, og endte med dansk
 sejr. 

 Fredericia 6. juli 1849

 I 1849 var Fredericia i forsommeren blevet indesluttet af de slesvig-holstenske oprørere under general Bonin. Slesvig-
 holstenerne forskansede sig i stillinger omkring byen og indledte et artilleribombardement.
 I Fredericia havde oberst Lunding kommandoen, og han planlagde sammen med hærens nye overgeneral, Frederik Rubeck
 Henrik von Bülow, et udfald for at sprænge belejringen. Dette krævede dog forstærkninger. Fra Helgenæs blev general Olaf
 Ryes brigade overført til Fyn, og en anden brigade under general Christian de Meza kom sejlende fra Als. Tropperne blev
 herefter overført til Fredericia i små både, som slesvig-holstenerne ikke kunne ramme med artilleriet.
 Udfaldet blev endeligt fastlagt ved et krigsråd i Vejlby Præstegård ved Strib den 4. juli og skulle iværksættes kl. 01,00 den
 6. juli.

 På angrebstidspunktet stod 19.000 danske soldater klar i Fredericias gader. De skulle ud at møde Slesvig-Holstenernes
 14.000 mand. Selv om danskerne var i overtal, havde modstanderne den store fordel, at de kæmpede fra befæstede stillinger.
  Det blev en hård kamp, og udfaldet var usikkert helt frem til solnedgang, hvor kampen var afgjort og Slesvig-Holstenerne
 var på flugt. Der var mange hundrede faldne, flest danske.
 General Rye var mellem de faldne under stormen på Treldeskansen.

 Våbenstilstand

 Nu blandede Rusland sig og truede med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme
 Jylland. Den 2. juni 1850 undertegnede Preussen og Danmark og den 10. juli 1850 også den Tyske  Forbund og Danmark en
 fredsaftale i Berlin.


 Slaget ved Isted 25. juli 1850

 Efter Preussen havde trukket sig ud af krigen meldte mange tyske frivillige sig under de slesvig-holstenske faner, og de
 Slesvig-Holstenske styrker fortsatte krigen på egen hånd, uden støtte fra andre tyske stater, indtil de den 25. juli 1850 led et
 afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien.
 Under Slaget på Isted Hede kæmpede ca. 40.000 danske soldater mod 34.000 slesvig-holstenere. Den danske hær under
 general Krogh var nu overlegen i antal og den var bedre uddannet end fjendens hær. Den tyske øverstbefalende var den
 preussiske general von Willisen.
 Slesvig-holstenerne indtog dog en stærk forsvarsstilling ved Isted, hvor passagen omkring landevejen Flensborg-Slesvig
 indsnævres af moser og søer. Forsvaret havde dermed en stor fordel.
 Kampene blev indledt kl. 01,00 om natten, og især de indledende angreb var kostbare for de danske styrker. Mange af
 hærens bedste officerer udviste stort mod og blev dræbt. Der stod hårde kampe ved landsbyerne Isted og Øvre Stolk, og ved
 8-tiden om morgenen var situationen kritisk for danskerne. I løbet af de næste timer ændrede tingene sig, og ved middags-
 tid gav general Willisen ordre til tysk tilbagetog.
 Men sejren var dyrekøbt. På dansk side faldt der 845 mand, heriblandt general Schleppegrell og oberst Læssøe. Slesvig-
 holstenerne havde 534 faldne.
 Efter sejren ved Isted tog den danske hær stilling på Dannevirke.

Livgarden ved Isted.

Istedløven på Flensborg Kirkegaard

 Angrebet på Mysunde 12.september 1850

 Efter Istedslaget befæstede danskerne Mysunde, der skulle dække venstre flanke. Under pres fra det slesvig-holstenske
 statholderskab valgte oprørernes overgeneral Wilhelm von Willisen at foretage et angreb på Mysunde den 12. september
 1850. Mysunde forsvaredes af 1. brigade og et stærkt artilleri under oberst Krabbe. Angrebet blev afvist og slået tilbage, nok
 hovedsageligt på grund af artilleriet.

Mysunde

 Stormen på Frederiksstad 4. oktober 1850

 Stormen på Frederiksstad var Treårskrigens sidste større slag. Efter Slaget på Isted Hede trak de Slesvig-holstenske
 oprørere sig tilbage til Holsten. Herfra angreb de flere gange danskerne med det formål at trække de danske tropper ned til
 Holsten (som var et tysk len) og dermed inddrage de tyske stater i Treårskrigen igen.

 I september 1850 indledte de tyske slesvig-holstenerne et større bombardement af Frederiksstad, der var befæstet af danske
 tropper. Efter 5 dages beskydning af den 1600 mand store danske hær under Hans Helgesens kommando, gik de tyske
 slesvig-holstenerne den 4. oktober 1850 med 5000 mand til angreb. Kampen varede hele natten, men om morgenen måtte
 slesvig-holstenerne trække sig tilbage. Under bombardementet blev det meste af byen skudt i brand. Både rådhuset
 og remonstrantkirken blev ødelagt under bombardement. 

Stormen på Frederiksstad

 Tyske Grave på Dybbøl Kirkegård efter Dybbøl Bjerg 1849