London-protokollen fastlagde at enevælde fortsat skulle gælde i hertugdømmerne, selv om Danmark havde fået en demo-
 kratisk grundlov. Fællesforfatningen for den danske helstat  (kongeriget og hertugdømmerne) skulle sikre at statens fælles
 anliggender fortsat kunne fungere, trods de forskellige styremåder. Men i 1858 havde det tyske forbund ophævet fælles-
 forfatningen for Holstens og Lauenborgs vedkommende, da disse to hertugdømmer samtidig var medlemmer af det tyske
 forbund. I den fælles dansk-slesvigsk-holstenske regering (rigsrådet) var der konflikter mellem de demokratiske politikere fra
 Danmark, der ønskede reformer, og de adelige repræsentanter for Holsten, der ønskede en meget konservativ kurs.

 De liberale kræfter i Danmark anså det derfor for mere og mere uundgåeligt, at Holsten måtte adskilles fra Danmark. I sidste
 ende frygtede man at Holsten via sin rolle i rigsrådet førte til tysk indblanding i ikke kun Slesvig, men også i rent danske
 forhold. De liberale kræfter i Holsten var for så vidt enige, men de ønskede at også Slesvig skulle løsrives, og at der skulle
 oprettes et Slesvig-Holsten inden for det Tyske Forbund.

 Novemberforfatningen

 Rigsdagen vedtog kort før Frederik d. 7.'s død i november 1863 novemberforfatningen.
 Forfatningen erstattede den hidtidige helstatsforfatning, idet den drejede sig om fælles anliggender for Danmark og Slesvig,
 men ikke Holsten. Slesvig skulle have sin egen slesvigske landdag, Danmark fortsat sin egen rigsdag. Hermed ville det være
 muligt at regere uden om de holstenske repræsentanter i rigsrådet, der var årsagen til at den danske regering var delvis
 lammet. Dette løste umiddelbart et forfatningsmæssigt problem, men samtidig brød Danmark reglerne i London-protokollen
 fra 1852. Ifølge denne måtte man nemlig ikke knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten.

 Nationale spændinger

 Novemberforfatningen vakte stærk modstand blandt de tysksindede i hertugdømmerne og i heleTyskland. Den tysk-nationale
 opinion vejrede nu mulighed for revanche efter Treårskrigen. I den tyske forbundsdag i Frankfurt taltes om at befri hertug-
 dømmerne for afhængigheden af Danmark og skabe en ny tysk stat af dem.

 De tyske oprøreres drøm om en slesvig-holstensk stat havde lidt nederlag i Treårskrigen fra 1848 til 1851. I selve Slesvig
 havde stemningen siden da været rolig, men forbitret og modsætningsfuld.

 I 1850'erne havde man gennemført sprogreskripterne i Mellemslesvig, der betød at dansk skulle være skolesprog i de om-
 råder, hvor befolkningen talte dansk (sønderjysk). Kirkesproget vekslede fra gang til gang, mens retssystemet og adminis-
 trationen var tosproget. Den nordligste del af Slesvig var dog fortsat rent dansksproget, og den sydligste del fortsat rent
 tysksproget. Formålet var at bremse tilbagegangen for det danske sprog, men reformerne blev indført af regeringen uden
 megen debat. Det vakte mange tysksindedes vrede, da man igennem århundreder havde været vant til at tysk var det
 dominerende sprog. De tyske så derfor sprogreskripterne som et forsøg på "danisering" og dansk undertrykkelse.

 Preussens ambitioner

 Ministerpræsident Otto von Bismarck i Preussen var imidlertid ikke interesseret i at styrke de liberale kræfter i det tyske for-
 bund med endnu en stat, dvs. et selvstændigt Slesvig-Holsten. Han allierede sig derfor med Østrig, officielt for at presse Dan-
 mark til at efterkomme Londonaftalens  bestemmelser om hertugdømmernes frie stilling, men i praksis i håbet om at erobre
 Slesvig og Holsten for Preussen, som han senere har fortalt om i sine erindringer.

Otto von Bismarck

 Situationen tilspidses

 I de følgende to måneder sikrede den preussiske kansler Bismarck sig diplomatisk, at de mulige alliancepartnere for Danmark
 såsom Sverige-Norge og England faldt fra.  Danmark havde samtidig overtrådt aftaler fra 1851-52 om, hvordan landet skulle
 forholde sig til hertugdømmerne, hvilket gav juridisk mulighed for militær indgriben.
 Trods massivt pres fra venligtsindede magter og på trods af, at Sverige afviste enhver tanke om en alliance, trak Danmark
 ikke sin dansk-slesvigske forfatning tilbage.

 Det medførte, at de tyske magter truede med at besætte Slesvig som pant, indtil forfatningen var droppet. Men på trods af
 dette og på trods af, at hannoveranske og saksiske tropper faktisk allerede havde besat Holsten og Lauenburg den 23.
 december, veg Danmark ikke fra sin position.
 Den 16. januar stillede Preussen og Østrig Danmark over for et ultimatum om at ophæve forfatningen inden for 48 timer. Det
 var reelt helt urealistisk, da det ikke kunne nås, og ingen forsøg på en forlængelse af fristen blev accepteret.