Det Slesvigs-holstenske                                               tilbagetog fra Bov.

 Preussen og det Tyske forbund besluttede at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general
 Wrangel angreb 32.000 mand med 74 kanoner i slaget ved Slesvig de danske stillinger påskedag den 23. april 1848. Trods
 modstand lykkedes det ikke de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen, og de trak sig tilbage til Als. Fra Als
 foretog general Hedemann og Oberst F. A. Schleppegrell et angreb på Nybøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efter-
 følgende sejr ved Dybbøl den 5. juni, vakte begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. Modsat
 ville Rusland ikke tillade Preussen at gå over Kongeåen og  hermed ind i selve kongeriget.
 Kampene ebbede ud, og den 26. august sluttedes våbenhvile i Malmø.

General                           Wrangel

Slaget ved Dybbøl 1848

 Det følgende år blev våbenstilstanden opsagt fra dansk side, og krigen blev genoptaget.
 Den danske hær bestod nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kunne mønstre godt 65.000. Over for den-
 ne overmagt besluttede danskerne at trække sig nordpå.
 På  årsdagen for slaget ved Slesvig led den danske hær nederlag i slaget ved Kolding, og de tyske forbundstropper besatte
 området op til Århus.

Gadekampe i Kolding.

 General Olaf Rye trak herefter sin brigade ud på Mols og forskansede sig på Helgenæs, medens brigaden under general de
 Meza blev stående på Als.

General Olaf Rye

General de Meza

 I Fredericia var en styrke på 19.000 mand under kommando af Fredericias kommandant oberst N.C. Lunding belejret af 
 14.000 oprørske slesvig-holstenere. Lunding fik tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia. Rye
 udskibede sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia, medens de Mezas styrke blev trukket fra Als til Fyn,  og
 herfra til Fredericia i små både.

Overgeneral Bülow

Oberst N.C. Lunding

 Slaget ved Fredericia fandt sted den 6. juli 1849.  Selv om danskerne var i overtal, havde  modstanderne den store fordel, at
 de kæmpede fra befæstede stillinger. Det blev en hård kamp, og udfaldet var usikkert helt frem til solnedgang, hvor kampen
 blev afgjort og Slesvig-Holstenerne på flugt. Der var mange hundrede faldne, flest danske, heriblandt  General Rye.
Dette er et af de mest berømte slag i Danmarkshistorien.

 Nu intervenerede Rusland, og truede med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme
 Jylland.
 Den 2. juni 1850 undertegnede Preussen og Danmark og den 10. juli 1850 også det Tyske Forbund og Danmark en freds-
 aftale i Berlin.

 De slesvig-holstenske styrker fortsatte krigen på egen hånd, uden støtte fra andre tyske stater, indtil de den 25. juli 1850 led
 et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under slaget på Isted Hede kæmpede ca. 36.000 danske sol-
 dater mod 26.000 slesvig-holstenere. Da slaget sluttede 12 timer senere var der 3.798 døde og sårede på den danske og
 2.828 på den slesvig-holstenske side. Blandt de faldne var bl.a. general Schleppegrell og oberst Læssøe.
 Sejren ved Isted havde stor national betydning, idet den kom til at symbolisere en sejr i hele krigen. Som symbol på dette
 opsattes Istedløven på Flensborg Kirkegaard.

General Schleppegrell                         ved Isted

Oberst Læssøe

Istedløven på                                                           Flensborg Kirkegaard

 I oktober 1850 skete de sidste krigshandlinger, da de slesvig-holstenske tropper angreb Frederiksstad. Byen blev svært ødelagt, men angrebet var en fiasko.

Stormen på Frederiksstad

 Krigens afslutning

 Den 8. maj 1852 underskrev stormagterne England, Rusland, Frankrig, Østrig og Preussen London-protokollen, der fast-
 holdt status quo. Det danske overherredømme over Slesvig og Holsten blev fortsat garanteret. Men hertugdømmerne måtte
 hverken sluttes sammen med Danmark eller med hinanden. Først efter udstedelsen af London-protokollen kunne de civile
 myndigheder i den danske helstat genoptage kontrollen over hertugdømmerne.
 I København blev det hele betragtet som en stor national triumf og nationalromantikken blomstrede. De hjemvendende sol-
 dater fejredes som sejrherrer.
 

Hjemvendte soldater tiljubles i København 1849