Lazaretterne
og de sårede.
I
takt med hærens fremrykning blev der oprettet lazaretter i større
bygninger som slotte, kirker, skoler, præstegårde og større
private huse. Militærets læger havde ledelsen, og sygeplejen og andet
arbejde blev udført af lazaretmedhjælpere, syge-
vogtere, civile kvinder, der tilbød deres hjælp og,
for første gang, professionelle
sygeplejersker, dels de protestantiske
diakonisser og dels nonner.
De sårede var ofte i en sølle forfatning når de ankom. Medens slaget
rasede var der ikke megen hjælp at hente, og de der ikke
selv kunne slæbe sig tilbage, måtte vente på at kampene ebbede ud og man
begyndte at samle døde og sårede. Herefter gik
det så på ladet af en hestevogn mod nærmeste ambulance
(feltforbindeplads). Inden da var mange forblødt eller var døde
af chok.
Florence Nightingale arbejdede i 1851
3 måneder for diakonisse-stiftelsen i
Kaiserswerth. |
 |
At blive
såret var på den tid en alvorlig ting. Ikke mindst i betragtning af de
komplicerede skader en krig medfører. Men
mangelen på selv de mest elementære ting som kloroform til bedøvelse og de
meget primitive forhold der herskede gjorde
selv små skader livsfarlige. I kølvandet på større krige opstår en masse
kirurgisk erfaring, og i 1867 udkommer "Lehrebuch
für allgemeine Kriegschirugie", bl.a. byggende på de sidste erfaringer fra
den 2. slesvigske krig.
| |
Amputationssæt |

Tegning af
deforme
projektiler i lære-
bog fra 1867 |

Årepresse
tegning |
|
Amputationer var den mest fremherskende kur for komplicerede brud
og koldbrand, oftest
uden bedøvelse. Døde man ikke
af chok, gik der efterfølgende med næsten sikkerhed betændelse i såret. Fik man ikke
stoppet dette, fulgte koldbrand og
død. Kuren mod betændelse var omslag med is.
Lægerne var dygtige til at amputere hurtigt, og man vidste en del om
krigslæsioner. En dygtig læge satte et ben af ved låret
på godt 5 minutter, der for patienten må have forekommet som en evighed.
Plejen af de sårede var i 1864 overladt til frivillige sygeplejersker
eller nonner, der virkede på begge sider.
Under et granatangreb den 16. marts på den
forreste skanse på Dybbøl blev mange danskere dræbt og de sårede
overført
til lazarettet på Augustenborg Slot med svære læsioner. Samme aften
berettede den svenske søster Lovisa til Den Danske
Diakonissestiftelse:
"I dag er der brændt flere gårde, og der,
hvor fjenderne ikke brænder, sender de granater hen. Sådanne
granater slog i dag ned i et dansk kompagni. Der
blev dræbt et stort antal, og de sårede kom til os. Blystykker så store
som
små knytnæver sidder i de stakkels
mennesker, når de føres hertil, og her kommer sårede nat og dag."
De Hårde kampe ved
Dybbøl kan aflæses i andre breve fra søster Lovisa:
"Her er nu så fuldt af sårede, at også hele
slotskirken er belagt. Sengene består af halm med et uldtæppe til hver
person.
Straks om morgenen begynder operationerne. Arme og ben bliver sat
af. Det er svært at se så mange unge mennesker blive
krøblinger. Om aftenen tændes der lys, og operationerne fortsætter. Når
alt er slut, skal vi sørge for, at de blodige sager
bæres ud, og at doktorernes instrumenter gøres rene; derefter skal der
luftes ud og skures."
I disse martsdage var fem opererende læger
til stadighed i arbejde på operationsstuerne, og en enkelt dag nåede
antallet af
amputationer op på seksten.
Antallet
af døde på lazaretterne var højt. De fleste af de operationer, der blev
foretaget, var amputationer, og sårinfektion og
efterblødning var hyppige og frygtede
komplikationer. Medvirkende til de store tab var også den langsomme
transport af
sårede på slagmarken til det nærmeste lazaret, ligesom sammenblandingen af
sårede og syge, mange med tyfus, krævede
sine ofre. I forbindelse med den tyske erobring af Als blev lazaretterne
overfyldte, og diakonisser fra det tyske lazaret i
Broager blev kaldt til hjælp i Sønderborg. En af Kaiserswerth-søstrene
skrev herom:
"Da vi kom til Sønderborg, hovedstaden på
Als, fremstod en by hårdt medtaget af krigsbegivenhederne. Gennem de øde
gader kom et broget virvar af soldater, ryttere, heste, vogne og
indimellem stønnen fra hårdt sårede. Disse blev bragt til fem
lazaretter - i tre vindmøller, et telt og et større borgerhus i byen.
Lægernes arbejde var uhyrligt. I tre dage kom hverken de
eller vi bort fra operationsbordene."
En anden skrev:
"Vore sygestuer bliver aldrig mere tomme.
Det er forfærdeligt, hvor mennesker dør mellem vore hænder, det store
telt, hvori
de syge skal bo, er færdigt, og mange er allerede båret ind. Vi søstre bor
på hver af de tre møller. Vi sover på halmsække.
Senge er det ikke til at få fat i. De få, vi har, går naturligvis til de
mest syge. Indtil nu er alle, som er døde, kommet i jorden
uden ligkiste. Det er frygteligt at se på, hvordan de døde bliver læsset
på vogne tre til fire oven på hinanden og så lagt ned i
et hul uden ceremoni. Jeg har slået alarm derover hos alle de herrer læger
og officerer, og nu skal der skaffes kister, fire lig
venter derpå."
Som eksempel
på sår og følgerne, er herunder en liste over de sårede der blev ført
til lazarettet i Hobro efter den katastrofale
træfning ved Lundby 3. juli 1864. Listen er lavet 12. august 1864 af
Petrus Hammershøj, lærer og organist.
Capit.
Hammerich, Kjøbenhavn, saaret i høire Underarm, Helbredet.
Prm. Lt. Betzholz, Sverrig, Haardt saaret i
begge Arme, Lungebetændelse, Død d. 28. Juli
Soldat Rasmus Madsen, No. 364, Qverndrup,
Fyen, Haardt saaret gjennem høire Haand, og af samme Kugle høire Lunge,
Død d. 12 Juli.
Soldat Niels Petersen, No. 131, Oppe
Sundby, Sjælland, Haardt saaret i Højre Been, amputeret paa høire Laar,
farligt. Endnu paa Hobro
Lazareth
tilstanden farlig.
(død d. 17. August)
Undercp. Hamman, No. 568, Kjøbenhavn,
Saaret i venstre Haand og i venstre Overarm. Saavidt helbredet ført til
Aarhus.
Corporal Petersen, No. 436, Kjøbenhavn,
Saaret i venstre Knæ og i høire Fod, amputeret 10 Dage efter. Døde under
Amputationen d. 14 Juli.
Rasmus Petersen,
Buddinge
Soldat Niels Larsen, No. 573, Sæby pr.
Roeskilde, Haardt saaret i høire Laar og Side. Døde d. 21 Juli.
Niels Larsen nr. 630?, Søby? død 21.juli
Soldat Ole Johansen, No. 210, Slagelse
Egnen, Saaret i høire Underarm. Saavidt helbredet ført til Aaarhus.
Soldat Laurs. W. Ryberg, No. 38, Kjøbenhavn,
Haardt saaret i høire Laar. Død d. 28. Juli.
Soldat Rasmus Christensen, No. 264,
Hornstrup v. Weile, Haardt saaret i venstre Bagdeel, venstre Fod lam.
Forhaabentlig i Bedring.
Soldat Johan Ritzmann, No. 581, Kjøbenhavn,
Haardt saaret i venstre Laar. Tilstanden farlig men ikke uden Haab.
Soldat Niels Nielsen, No. 637, Ørsted pr.
Roeskilde, Haardt saaret gjennem Venstre Lunge. Tvivlsom skjønt bedre.
(død d. 18. Oktober)
Soldat Johan Henrik Rasmussen
Bernhard Kuhlmann, No. 635, Kjøbenhavn,
Haardt saaret i Underlivet og død første Nat efter denne sørgelige
Fægtning.
Julius Adam Bernhardt
Kuhlmann død d. 4. juli.
| |
DETTE MINDE REISTES TIL ÆRE
FOR DE TAPPRE MENIGE AF FØRSTE REGIMENT, SOM SAAREDE I
BAJONET-ANGREBET VED LUNDBY DEN 3DIE JULI 1864, UDAAN-DEDE
DERES HELTELIV PAA HOBRO LAZARETH (1865) |
 |
Røde
Kors første optræden på en krigsskueplads
Det
vi i dag kender som Røde Kors, blev oprettet under navnet
Internationale Komitee der Hilfsgesellschaften für
die
Verwundetenpflege
(Den
Permanente Internationale Komité til Hjælp for Sårede Soldater)
i
1863 efter en ide af Schweizeren
Henri Dunant.
Han oplevede slaget ved Solferino 24-6-1859, det sidste slag i den anden
af tre italienske uafhængighedskrige mod Østrig.
En Østrigsk hærstyrke på 120.000 mand og 450 stykker artilleri der var
gået i stilling på et højdedrag angrebet af en Fransk-
Piemontesisk styrke på 118.600 mand med 320 stykker artilleri. De
Østrigske linier blev gennembrudt og deres modangreb
slået tilbage af franskmændene. Tabene udgjorde 17.000 fransk/italienske
og 22.000 Østrigske soldater. Selv med den tids
målestok var det forfærdende tab.
Dunant mobiliserede et hold af frivillige, der uden skelen til ven eller
fjende, hjalp de sårede soldater. Dette upartiske
princip er senere blevet et af Røde Kors´ vigtigste.
Henri
Dunants tanke var, at enhver ukampdygtig soldat havde ret til hjælp og
beskyttelse, og han efterlyste nationale
hjælpekorps, som kunne påtage sig opgaven med
at komme faldne soldater til undsætning.
Samtidig foreslog han, at der
skulle
skrives et fælles internationalt regelsæt for dette arbejde.
| |

Henri Dunant |

De 5´s komite |
I 1863 opfordres Geneve-lægen Louis Appia til at
indtræde i "de 5´s komité". Denne skulle gennemgå Dunants ideer og
se om de kunne gennemføres i praksis. Samme år blev den første
Geneve-konvention underskrevet.
Oktober 1863 foreslår Appia, at organisationens
udsendinge skulle bære et hvidt armbind som kendetegn. En anden af
komiteens medlemmer, general Henri dufour, tilføjede et rødt kors som vi
kender på den hvidse bund. Schweitz omvendte
farver (og flag). Det røde kors var nok en god ide, idet den
Preussisk-Østrigske forbundshær alle bar et hvidt armbind for at
kunne kende hinanden på trods af de forskellige uniformer.
Preussisk uniform med
forbundshærens armbind. |
 |
Ved
udbruddet af 2. Slesvigske krig tager Louis Appia og den Hollandske
Kaptajb Charles van der Velde til krigszonen.
De er begge til stede under henholdsvis stormen på skanserne og under
bombardementet af Sønderborg og kan begge
rapportere hjem til Geneve om de menneskelige rædselsscener der udspiller
sig i de sønderskudte skanser.
|
|

Louis Appia |

Charles van der Velde |
Dette var
organisationens første opgave.
To år senere, i 1866, var van der Velde igen i organisationens
tjeneste. Denne gang i den tredie italienske uafhængigheds-
krig.
I 1876 skiftede organisationen navn til det velkendte "Den Internationale
Røde Kors Komite".
I forbindelse med Dybbøl Skanser er der rejst en mindesten for disse
første Røde Kors observatører.
|