Florence Nightingale arbejdede i 1851                       3 måneder for diakonisse-stiftelsen i                       Kaiserswerth.

 At blive såret var på den tid en alvorlig ting. Ikke mindst i betragtning af de komplicerede skader en krig medfører. Men
 mangelen på selv de mest elementære ting som kloroform til bedøvelse og de meget primitive forhold der herskede gjorde
 selv små skader livsfarlige. I kølvandet på større krige opstår en masse kirurgisk erfaring, og i 1867  udkommer "Lehrebuch
 für allgemeine Kriegschirugie", bl.a. byggende på de sidste erfaringer fra den 2. slesvigske krig.

Amputationssæt

Tegning af deforme    projektiler i lære-      bog fra 1867

Årepresse   tegning

 Amputationer var den mest fremherskende kur for komplicerede brud og koldbrand, oftest uden bedøvelse. Døde man ikke
 af chok, gik der efterfølgende med næsten sikkerhed betændelse i såret. Fik man ikke stoppet dette, fulgte koldbrand og
 død.  Kuren mod betændelse var omslag med is.
 Lægerne var dygtige til at amputere hurtigt, og man vidste en del om krigslæsioner. En dygtig læge satte et ben af ved låret
 på godt 5 minutter, der for patienten må have forekommet som en evighed.
 Plejen af de sårede var i 1864 overladt til frivillige sygeplejersker eller nonner, der virkede på begge sider.

 Under et granatangreb den 16. marts på den forreste skanse på Dybbøl blev mange danskere dræbt og de sårede overført
 til lazarettet på Augustenborg Slot med svære læsioner. Samme aften berettede den svenske søster Lovisa til Den Danske
 Diakonissestiftelse:
 "I dag er der brændt flere gårde, og der, hvor fjenderne ikke brænder, sender de granater hen. Sådanne
  granater slog i dag ned i et dansk kompagni. Der blev dræbt et stort antal, og de sårede kom til os. Blystykker så store som
  små knytnæver sidder i de stakkels mennesker, når de føres hertil, og her kommer sårede nat og dag."
  De Hårde kampe ved Dybbøl kan aflæses i andre breve fra søster Lovisa:
 "Her er nu så fuldt af sårede, at også hele slotskirken er belagt. Sengene består af halm med et uldtæppe til hver person.
 Straks om morgenen begynder operationerne. Arme og ben bliver sat af. Det er svært at se så mange unge mennesker blive
 krøblinger. Om aftenen tændes der lys, og operationerne fortsætter. Når alt er slut, skal vi sørge for, at de blodige sager
 bæres ud, og at doktorernes instrumenter gøres rene; derefter skal der luftes ud og skures."
 I disse martsdage var fem opererende læger til stadighed i arbejde på operationsstuerne, og en enkelt dag nåede antallet af
 amputationer op på seksten.

 Antallet af døde på lazaretterne var højt. De fleste af de operationer, der blev foretaget, var amputationer, og sårinfektion og
 efterblødning var hyppige og frygtede komplikationer. Medvirkende til de store tab var også den langsomme transport af
 sårede på slagmarken til det nærmeste lazaret, ligesom sammenblandingen af sårede og syge, mange med tyfus, krævede
 sine ofre. I forbindelse med den tyske erobring af Als blev lazaretterne overfyldte, og diakonisser fra det tyske lazaret i
 Broager blev kaldt til hjælp i Sønderborg. En af Kaiserswerth-søstrene skrev herom:
 "Da vi kom til Sønderborg, hovedstaden på Als, fremstod en by hårdt medtaget af krigsbegivenhederne. Gennem de øde
 gader kom et broget virvar af soldater, ryttere, heste, vogne og indimellem stønnen fra hårdt sårede. Disse blev bragt til fem
 lazaretter - i tre vindmøller, et telt og et større borgerhus i byen. Lægernes arbejde var uhyrligt. I tre dage kom hverken de
 eller vi bort fra operationsbordene."
 En anden skrev:
 "Vore sygestuer bliver aldrig mere tomme. Det er forfærdeligt, hvor mennesker dør mellem vore hænder, det store telt, hvori
 de syge skal bo, er færdigt, og mange er allerede båret ind. Vi søstre bor på hver af de tre møller. Vi sover på halmsække.
 Senge er det ikke til at få fat i. De få, vi har, går naturligvis til de mest syge. Indtil nu er alle, som er døde, kommet i jorden
 uden ligkiste. Det er frygteligt at se på, hvordan de døde bliver læsset på vogne tre til fire oven på hinanden og så lagt ned i
 et hul uden ceremoni. Jeg har slået alarm derover hos alle de herrer læger og officerer, og nu skal der skaffes kister, fire lig
 venter derpå."

 Som eksempel på sår og følgerne, er herunder en liste over de sårede der blev ført til lazarettet i Hobro efter den katastrofale
 træfning ved  Lundby 3. juli 1864. Listen er lavet 12. august 1864 af  Petrus Hammershøj, lærer og organist.

 Capit. Hammerich, Kjøbenhavn, saaret i høire Underarm, Helbredet.
 Prm. Lt. Betzholz, Sverrig, Haardt saaret i begge Arme, Lungebetændelse, Død d. 28. Juli
 Soldat Rasmus Madsen, No. 364, Qverndrup, Fyen, Haardt saaret gjennem høire Haand, og af samme Kugle høire Lunge, Død d. 12 Juli.
 Soldat Niels Petersen, No. 131, Oppe Sundby, Sjælland, Haardt saaret i Højre Been, amputeret paa høire Laar, farligt.  Endnu paa Hobro
      Lazareth  tilstanden farlig. (død d. 17. August)
 Undercp. Hamman, No. 568, Kjøbenhavn, Saaret i venstre Haand og i venstre Overarm. Saavidt helbredet ført til Aarhus.
 Corporal Petersen, No. 436, Kjøbenhavn, Saaret i venstre Knæ og i høire Fod, amputeret 10 Dage efter. Døde under Amputationen d. 14 Juli.
 Rasmus   Petersen, Buddinge
 Soldat Niels Larsen, No. 573, Sæby pr. Roeskilde, Haardt saaret i høire Laar og Side. Døde d. 21 Juli.
 Niels Larsen nr. 630?, Søby? død 21.juli
 Soldat Ole Johansen, No. 210, Slagelse Egnen, Saaret i høire Underarm. Saavidt helbredet ført til Aaarhus.
 Soldat Laurs. W. Ryberg, No. 38, Kjøbenhavn, Haardt saaret i høire Laar. Død d. 28. Juli.
 Soldat Rasmus Christensen, No. 264, Hornstrup v. Weile, Haardt saaret i venstre Bagdeel, venstre Fod lam. Forhaabentlig i Bedring.
 Soldat Johan Ritzmann, No. 581, Kjøbenhavn, Haardt saaret i venstre Laar. Tilstanden farlig men ikke uden Haab.
 Soldat Niels Nielsen, No. 637, Ørsted pr. Roeskilde, Haardt saaret gjennem Venstre Lunge. Tvivlsom skjønt bedre. (død d. 18. Oktober)
 Soldat Johan Henrik Rasmussen
 Bernhard Kuhlmann, No. 635, Kjøbenhavn, Haardt saaret i Underlivet og død første Nat efter denne sørgelige Fægtning.
 Julius Adam Bernhardt Kuhlmann død d. 4. juli.
 

DETTE MINDE REISTES TIL ÆRE FOR DE TAPPRE MENIGE AF FØRSTE REGIMENT, SOM SAAREDE I BAJONET-ANGREBET VED LUNDBY DEN 3DIE JULI 1864, UDAAN-DEDE DERES HELTELIV PAA HOBRO LAZARETH (1865)

 Røde Kors første optræden på en krigsskueplads

 Det vi i dag kender som Røde Kors, blev oprettet under navnet Internationale Komitee der Hilfsgesellschaften für die
 Verwundetenpflege  (Den Permanente Internationale Komité til Hjælp for Sårede Soldater)  i 1863 efter en ide af Schweizeren
 Henri Dunant.
 Han oplevede slaget ved Solferino 24-6-1859, det sidste slag i den anden af tre italienske uafhængighedskrige mod Østrig.
 En Østrigsk hærstyrke på 120.000 mand og 450 stykker artilleri der var gået i stilling på et højdedrag angrebet af en Fransk-
 Piemontesisk styrke på 118.600 mand med 320 stykker artilleri.  De Østrigske linier blev gennembrudt og deres modangreb
 slået tilbage af franskmændene. Tabene udgjorde 17.000 fransk/italienske og 22.000 Østrigske soldater. Selv med den tids
 målestok var det forfærdende tab.
 Dunant mobiliserede et hold af frivillige, der uden skelen til ven eller fjende, hjalp de sårede soldater.  Dette upartiske
 princip er senere blevet et af Røde Kors´ vigtigste.

 Henri Dunants tanke var, at enhver ukampdygtig soldat havde ret til hjælp og beskyttelse, og han efterlyste nationale
 hjælpekorps, som kunne påtage sig  opgaven med at komme faldne soldater til undsætning.  Samtidig foreslog han, at der
 skulle skrives et fælles internationalt regelsæt for dette arbejde.
 

Henri Dunant

De 5´s komite

 I 1863 opfordres Geneve-lægen Louis Appia til at indtræde i "de 5´s komité". Denne skulle gennemgå Dunants ideer og
 se om de kunne gennemføres i praksis. Samme år blev den første Geneve-konvention underskrevet.
 Oktober 1863 foreslår Appia, at organisationens udsendinge skulle bære et hvidt armbind som kendetegn. En anden af
 komiteens medlemmer, general Henri dufour, tilføjede et rødt kors som vi kender på den hvidse bund. Schweitz omvendte
 farver (og flag). Det røde kors var nok en god ide, idet den Preussisk-Østrigske forbundshær alle bar et hvidt armbind for at
 kunne kende hinanden på trods af de forskellige uniformer.

Preussisk uniform med                                                  forbundshærens armbind.

 Ved udbruddet af 2. Slesvigske krig tager Louis Appia og den Hollandske Kaptajb Charles van der Velde til krigszonen.
 De er begge til stede under henholdsvis stormen på skanserne og under bombardementet af Sønderborg og kan begge
 rapportere hjem til Geneve om de menneskelige rædselsscener der udspiller sig i de sønderskudte skanser.

Louis Appia

Charles van der Velde

 Dette var organisationens første opgave.
 To år senere, i 1866,  var van der Velde igen i organisationens tjeneste. Denne gang i den tredie italienske uafhængigheds-
 krig.
 I 1876 skiftede organisationen navn til det velkendte "Den Internationale Røde Kors Komite".

I forbindelse med Dybbøl Skanser er der rejst en mindesten for disse første Røde Kors observatører.