Overgangen til Als

 Våbenhvileforhandlingerne i London brød sammen, fordi den danske regering ikke ville gå ind på  en deling af Slesvig. På
 trods af nederlaget på Dybbøl den 18. april 1864 fastholdt de danske  forhandlere med statsminister D.G. Monrad i spidsen
 kravet om en grænsedragning ved Ejderen.  Den danske regering var udmærket klar over, at man efter nederlaget ved Dybbøl
 ikke havde nogen militære muligheder, men man håbede på, at hæren kunne holde ud, mens de danske udsendinge op-
 nåede noget ved forhandlingsbordet i London. Regeringen baserede sine forhåbninger på, at europæiske stormagter Rus-
 land, Frankrig og Storbritannien havde garanteret  den danske besiddelse af Slesvig.
 Det stod dog hurtigt klart, at ingen af stormagterne var villige til at gå i krig for Slesvigs skyld.  Da forhandlingerne var brudt
 endegyldigt sammen, kunne den preussiske hær sætte dødsstødet  ind og gennemføre en invasion af Als.

 Den 26. juni udløber våbenhvilen og en flåde af åbne både der, inden stormen på skanserne, var samlet  ved  Ballebro for
 derefter via en landgang ved Hardeshøj på Als-siden at skulle omgå skanserne, blev flyttet til kysten ved Sottrupskov.
 Ejeren af Sandbjerggård havde på et tidspunkt tilbudt at fælde de dele af skoven der vendte mod  Alssund, men krigs-
 miniteriet mente ikke Preusserne kunne gøre brug af området.
 Midt om natten, den 29. juni kl. 02,00, sætter 2.500 preussiske soldater med 166 både og 20 ponton-færger i første
 angrebsbølge over Alssund mellem Sottrupskov og Arnkil. I reserve står 17.500 til de næste angrebsbølger.

På grund af de stejle brinker mod stran- den, var det nødvendigt at grave ramper til bådenes søsætning fra skoven

I forbindelse med overgangen var der gravet feltstillinger til artilleriet i skoven

Overgangen var ikke uden tab. Gravsten for 5 druknede Preus- siske soldater ved skoven.

 De danske styrker på yderst på Arnkil halvøen tager straks kampen op, men forsvaret af er for svagt. Der er kun ca. 50 mand,
 formentlig udsat som alarmeringsposter, der hurtigt nedkæmpes. De nærmste danske styrker befinder sig i Ulkebøl.
 Da de nærmeste større danske styrker når frem til angriberne, udvikler der sig en del hårde kampe omkring landsbyen Kær.
 Hvordan det kunne lykkes Preusserne at samle et så stort antal både og 2.500 soldater 500 meter  fra de nærmeste danske
 styrker er  en gåde. En enkelt lyttepost kunne formentlig have afsløret forehavendet.
 
                                                                                 
                                Kort, overgangen                                            Sundet mellem Arnkil og                                      Preussisk mindesten
                                                                                                              Sottrup Storskov                                                 for overgangen              

 Angrebet kunne formentlig også være afværget militært, idet det danske panserskib Rolf Krake var  undervejs ned gennem
 Alsssund kunne have beskudt og sænket de simple småbåde, som de Preussiske  styrker blev sejlet over i.  Men netop som
 Rolf Krake skulle til at åbne ild, fik det ordre til at vende rundt og sejle til Mommark for at støtte evakueringen af den danske
 hær.

 De preussiske tropper nedkæmper i løbet af morgenen det danske forsvar, og kl. 5.30 opgiver danskerne forsvaret af øen og
 trækker sig under stadig kamp tilbage til halvøen Kegnæs.  Herfra udskibes tropperne i løbet af de næste dage, og den 1. juli
 forlader den sidste danske  soldat Als.
 Den danske hærs tab (døde, sårede og fangne) i forbindelse med kampen om Als blev på i alt 3.148 mand, mens de til-
 svarende preussiske tab beløb sig til 372  mand.
 Herefter besatte Preussen Als, den østrigske styrker besatte Jylland nord for Kongeåen og den danske regering måtte indgå
 en fredsaftale.

                                                                          
                                                                                                 Båd anvendt til overgangen

 Den vellykkede Preussiske invasion fik øjeblikkeligt stemningen i den danske offentlighed til at  vende. I de toneangivende
 københavnske aviser bredte sortsynet sig og man diskuterede sandsynligheden for en fjendtlig landgang på Sjælland.
 Hele den danske krigsførelse byggede på, at flåden havde herredømmet i de indre danske farvande, og at fjenden ikke kunne
 nå øerne. Nu var den østrigske flådes hovedstyrke på vej til Kattegat, og hvis flådeherredømmet gik tabt, kunne preusserne
 i ro og mag sætte over Femern  Bælt og erobre det ubeskyttede Lolland-Falster.
 Derefter ville Sjælland og København stå for tur.
 Udsigten til at krigen ikke bare var noget, der foregik ovre i det mørke Jylland, men rent faktisk også kunne ramme hoved-
 staden, fik de nationalliberales kernetropper i det københavnske borgerskab til at give op og forlange fred for næsten enhver
 pris.
 Befolkningens frygt var ikke ubegrundet. Den øverstkommanderende for de tyske styrker, prins Friedrich Karl, havde faktisk
 lagt detaljerede planer for en invasion af Fyn, som skulle  iværksættes, hvis danskerne valgte at fortsætte krigen. Til stor
 ærgrelse for prinsen blev der dog ikke brug for endnu en storstilet preussisk landgangsoperation.
 

Preussisk Mindesten for ordren til                                   overgangen til Als 29. juni 1864.                                   Stenen står i skanse X.                                   Herfra overvågede den tyske stab                                   også overgangen.

   Mindesmærker og krigergrave på Kær halvø.

   Landingsstedet 2010

   Der blev komponeret en Prøjsisk March, Der Alsen-störmer, til minde om sejren. MP3 her