Fredericia
og det
øvrige Jylland 1864
Da Dannevirke blev opgivet d. 5. februar 1864, trak
hæren sig tilbage til Dybbøl og til Fredericia. En mindre styrke trak sig
helt
op gennem Jylland til Mors.
En del af
fjendens styrke påbegyndte en belejring af Dybbøl, medens en anden
styrke den 18. februar
overskred Kongeåen
og var således gået uden for
det landområde striden stod om, Slesvig og Holsten. Den 8. marts
nåede fjenden frem og
påbegyndte indeslutningen af Fredericia.
Fjenden kom ikke helt ind til fæstningen, for enge og moser omkring fæstningen kunne ikke
befærdes. Kun ad egentlige veje
kunne man nå ind til byen, og vejene blev
aldeles behersket af fæstningens kanoner. Forpostkæden var endnu i stand til
holde fjenden fra fæstningsværkerne.
Indbyggerne
vidste, at hele byen kunne nås med det fjendtlige skyts, og i dagene indtil
bombardementet blev omegnens
arbejdsføre mænd
blev tvunget til at deltage i arbejdet med at bygge
belejringsskanser.
Selve
bombardementet indledtes om morgenen palmesøndag den 20. marts med 42
feltkanoner placeret i 5 batterier.
Bombardementet fortsatte d. 21.
marts. Kl. 13 standsede Wrangel bombardementet og sendte en skriftlig
opfordring til
Lunding om overgivelse. Anmodningen blev straks afslået
af Lundin, og bombardementet fortsattes.
Hen under aften aftog
bombardementet og
døde helt ud i løbet af natten.
Fæstningens
kanoner kunne ikke dæmpe beskydningen, for modsat tre års krigen,
kunne fæstningens kanoner ikke nå
angribernes stillinger. Lunding
besluttede ikke at besvare ilden, men afvente et mere gunstigt tidspunkt. Man ventede et
stormløb oven på bombardementet, hvilket udeblev.
Forposterne kunne efter næste dags rekognoscering konstatere, at de
fjendtlige batterier var rømmet, og skytset
trukket væk.
Feltkanonerne, som angriberne benyttede, forårsagede ikke nær så stor
skade som egentlig belejringsskyts ville have gjort,
og to dages
bombardement var også en relativ kort periode. Der
blev afgivet 2.861
skud.
Bombardementet forårsagede ca. 50 sårede og faldne. Fæstningsværkerne led
stort set ingen overlast men mange byg-
ninger var nedbrændte. Garnisonslazarettet
måtte forlades og patienterne føres til Fyn.
De Preussiske
tropper
trak sig til Vejle, og styrken blev siden sat ind i stormen på Dybbøl,
hvorimod de
Østrigske tropper
forblev uden for Fredericia. Allerede d.
25. marts var fæstningen i væsentlig bedre forsvarsstand end før
bombardementet.
På denne dag inspicerede kong Christian d. 9. fæstningen, i hvilken
forbindelse Lunding blev udnævnt til generalløjtnant.
Efter
at Dybbøl
var faldet, opstod der frygt for at Fredericia skulle dele samme
skæbne, hvorfor kongen befalede, at Fredericia
skulle rømmes. Ministeriet efterkom hans ønske uden at undersøge den forsvarsmæssige situation i Fredericia.
Den 23. april
fik overkommandoen ordren om rømning. Man protesterede, men uden resultat og den 26. april fik Lunding ordren om at
opgive fæstningen. Han var helt uforstående , efter nu i flere måneder at have forbedret
fæstningen. Han var af den opfat-
telse, at den netop nu var på det forsvarsmæssige
niveau, den skulle være. Beslutningen
stod ikke til at ændre, og den 29.
april ved midnat forlod den sidste soldat
byen.
Dagen efter, ved middagstid, besatte østrigerne byen.

Østrigske tropper i Fredericia |

|
Mens kampene rasede omkring Dybbøl, havde fjerde
division, som udgjorde hovedparten af den øvrige danske hær, trukket
sig
langsomt tilbage op gennem Nørrejylland. Hovedstyrken endte oppe på
Mors, hvorfra dens chef i tiden op til stormen på
Dybbøl forsøgte sig med et fremstød, der skulle undsætte de belejrede forsvarere. Han måtte
dog atter trække sig tilbage bag Limfjorden, da krigsministeren ikke
ville forstærke ham med tropper fra Fyn.
På tidspunktet for
kampen ved Lundby var Jylland reelt opgivet og de tilbageværende styrker trukket
nord for Limfjorden og
i færd med at blive udskibet fra Frederikshavn. 1. Regiment var blevet efterladt i Nørresundby for at sløre udskibningen
længst muligt. Hvis lejlighed bød sig og det kunne ske uden uforholdsmæssig risiko,
måtte man støde frem mod syd.
1. juli havde preusserne sendt tre
rekognosceringskommandoer mod nord fra Hobro. Danskernes
5. kompagni var med 160
mand rykket sydligt mod Ellidshøj hvor man
formodede at finde en af de fjendtlige enheder i natlogi. Disse havde dog igen
forladt området.
Først næste morgen observeres en vognkolonne i Lundby.
5. kompagni et forsøgte frontalt bajonetangreb ned ad en lang
bakkeskråning, men gik i stå 20 meter foran det jorddige,
preusserne lå i dækning bag. Kampen resulterede i store danske tab. 32 døde, 44
sårede, 20
tilfangetagne og 2 savnede -
ialt 98 - mod blot 3 sårede preussere.
Preusserne
valgte ikke at forfølge de resterende danskere. I stedet brød de op og
drog mod Hobro medbringende både
egne og danske sårede.
|
Kampen ved Lundby |
 |
Dette var den uigenkaldeligt sidste træfning i 2. slesvigske krig, og
symptomatisk nok endte også den katastrofalt for de
danske styrker. Desværre må den også siges at have
været helt unødvendig. Hen på sommeren besluttede regeringen også
at rømme Vendsyssel, og hele
Jylland var fra da af besat af tyskerne, der plagede bønderne med vilkårlige
tvangsudskriv-
ninger
af levnedsmidler og heste.
Mindesmærke for
træfningen ved Lundby |
 |
Efterfølgende blev der skrevet en Prøjsisk march, Lundby Marsch,
til minde om sejren.
MP3
|