English version 

 
Siden lavet af:

 Optræk til krigene

 
1. Slesvigske Krig

 Træfningerne

 
Fredericia

 
2. Slesvigske Krig

 Dannevirke

 Belejring Dybbøl

 Fredericia

 Stormen

 Overgangen til Als

 Freden

 De sårede og Røde Kors

 Efterspillet

 Skanserne 2010

 Istedløven

 Links:

 Københavns Befæstning

 Sikringsstilling Nord


 














 


 Fredericia og det øvrige Jylland 1864

 Da Dannevirke blev opgivet d. 5. februar 1864, trak hæren sig tilbage til Dybbøl og til Fredericia. En mindre styrke trak sig helt
 op gennem Jylland til Mors.
 En del af fjendens styrke påbegyndte en belejring af Dybbøl, medens en anden styrke den 18. februar overskred Kongeåen
 og var således gået uden for det landområde striden stod om, Slesvig og Holsten. Den 8. marts nåede fjenden frem og
 påbegyndte indeslutningen af Fredericia.
 Fjenden kom ikke helt ind til fæstningen, for enge og moser omkring fæstningen kunne ikke befærdes. Kun ad egentlige veje
 kunne man nå ind til byen, og vejene blev aldeles behersket af fæstningens kanoner. Forpostkæden var endnu i stand til
 holde fjenden fra fæstningsværkerne.

 Indbyggerne vidste, at hele byen kunne nås med det fjendtlige skyts, og i dagene indtil bombardementet blev omegnens
 arbejdsføre mænd blev tvunget til at deltage i arbejdet med at bygge belejringsskanser.
 Selve bombardementet indledtes om morgenen palmesøndag den 20. marts med 42 feltkanoner placeret i 5 batterier.
 Bombardementet fortsatte d. 21. marts.    Kl. 13 standsede Wrangel bombardementet og sendte en skriftlig opfordring til
 Lunding om overgivelse. Anmodningen blev straks afslået af Lundin, og bombardementet fortsattes. Hen  under aften aftog
 bombardementet og døde helt ud i løbet af natten.
 Fæstningens kanoner kunne ikke dæmpe beskydningen, for modsat tre års krigen, kunne fæstningens kanoner ikke nå
 angribernes stillinger. Lunding besluttede ikke at besvare ilden, men afvente et mere gunstigt tidspunkt. Man ventede et
 stormløb oven på bombardementet, hvilket udeblev.  Forposterne kunne efter næste dags rekognoscering konstatere, at de
 fjendtlige batterier var rømmet, og skytset trukket væk.
 Feltkanonerne, som angriberne benyttede, forårsagede ikke nær så stor skade som egentlig belejringsskyts ville have gjort,
 og to dages bombardement var også en relativ kort periode. Der blev afgivet 2.861 skud.
 Bombardementet  forårsagede ca. 50 sårede og faldne. Fæstningsværkerne led stort set ingen overlast men mange byg-
 
ninger var nedbrændte. Garnisonslazarettet måtte forlades og patienterne føres til Fyn.

 De Preussiske tropper trak sig til Vejle, og styrken blev siden sat ind i stormen på Dybbøl, hvorimod de Østrigske tropper
 forblev uden for Fredericia. Allerede d. 25. marts var fæstningen i væsentlig bedre forsvarsstand end før bombardementet.
 På denne dag inspicerede kong Christian d. 9. fæstningen, i hvilken forbindelse Lunding blev udnævnt til generalløjtnant.

 Efter at Dybbøl var faldet, opstod der frygt for at Fredericia skulle dele samme skæbne, hvorfor kongen befalede, at Fredericia
 skulle rømmes. Ministeriet efterkom hans ønske uden at undersøge den forsvarsmæssige situation i Fredericia.  Den 23. april
 fik overkommandoen ordren om rømning. Man protesterede, men uden resultat og den 26. april fik Lunding ordren om at
 opgive fæstningen. Han var helt uforstående , efter nu i flere måneder at have forbedret fæstningen. Han var af den opfat-
 
telse, at den netop nu var på det forsvarsmæssige niveau, den skulle være.  Beslutningen stod ikke til at ændre, og den 29.
 april ved midnat forlod den sidste soldat byen.
 Dagen efter, ved middagstid, besatte østrigerne byen.

                                        Østrigske tropper i Fredericia 1864
                                          Østrigske tropper i Fredericia
Østrigske tropper på skanserne i Fredericia 1864
 

 Mens kampene rasede omkring Dybbøl, havde fjerde division, som udgjorde hovedparten af den øvrige danske hær, trukket
 sig langsomt tilbage op gennem Nørrejylland. Hovedstyrken endte oppe på Mors, hvorfra dens chef i tiden op til stormen på
 Dybbøl forsøgte sig med et fremstød, der skulle undsætte de belejrede forsvarere. Han måtte dog atter trække sig tilbage bag Limfjorden, da krigsministeren ikke ville forstærke ham med tropper fra Fyn.

 På tidspunktet for kampen ved Lundby var Jylland reelt opgivet og de tilbageværende styrker trukket nord for Limfjorden og
 i færd med at blive udskibet fra Frederikshavn.
1. Regiment var blevet efterladt i Nørresundby for at sløre udskibningen
 længst muligt. Hvis lejlighed  bød sig og det kunne ske uden uforholdsmæssig risiko, måtte man støde frem mod syd.

 1. juli havde preusserne sendt tre rekognosceringskommandoer mod nord fra Hobro. Danskernes 5. kompagni var med 160
 mand rykket sydligt mod Ellidshøj hvor man formodede at finde en af de fjendtlige enheder i natlogi. Disse havde dog igen
 forladt området.  Først næste morgen observeres en vognkolonne i Lundby.
 5. kompagni et forsøgte frontalt bajonetangreb ned ad en lang bakkeskråning, men gik i stå 20 meter foran det jorddige,
 preusserne lå i dækning bag. Kampen resulterede i store danske tab. 32 døde, 44  sårede, 20 tilfangetagne og 2 savnede -
 ialt  98 - mod blot 3 sårede preussere.
 Preusserne valgte ikke at forfølge de resterende danskere. I stedet brød de op og drog mod  Hobro medbringende både
 egne og danske sårede.
 
                                                     Kampen ved Lundby Den katastrofale kamp ved Lundby 1864

 Dette var den uigenkaldeligt sidste træfning i 2. slesvigske krig, og symptomatisk nok endte også den katastrofalt for de
 danske styrker. Desværre må den også siges at have været helt unødvendig. Hen på sommeren besluttede regeringen også
 at rømme Vendsyssel, og hele Jylland var fra da af besat af tyskerne, der plagede bønderne med vilkårlige tvangsudskriv-
 
ninger af levnedsmidler og heste.

 
                                  Mindesmærke for
                            træfningen ved Lundby



 Efterfølgende blev der skrevet en Prøjsisk march, Lundby Marsch, til minde om sejren.  MP3