Krigen genoptoges i 1849. Man stod nu over for den preussiske general Prittwitz med i alt 61.000 mand og general Bonin,
 der ledede den særlige Slesvig-Holstenske styrke på 14.000 mand. Den danske hær var på kun 41.000 mand, og man måtte
 trække sig tilbage for overmagten til Als og Fredericia. Fæstningen Fredericia var i mellemtiden gjort kampklar, og dele af
 den danske styrke gik ind i fæstningen, medens andre dele trak sig tilbage til Fyn. General Rye trak ved udvigende kamp
 den tyske hovedstyrke længere op i Jylland.
 General Bonin med sin Slesvig-Holstenske styrke fik af sin overgeneral til opgave at hindre danskerne i at angribe fra fæstningen.

General Bonin

General Prittwitz

 Den 7. maj ankom Bonin med styrken på 14.000 mand til Fredericia og i løbet af den første uge byggedes de første skanser.
 Fra Rendsborg havde han skaffet sig 14 stykker belejringsskyts og allerede den 16. maj indledtes et bombardement af byen.

 Beskydningen begyndte kl. 03.00 om morgenen. De fire 168 punds morterer var de mest effektive. 49 huse blev ødelagte og
 200 skadede. Befolkningen flygtede til Kastellet, hvor man følte man sig mest sikker. Flere fortsatte dog til Fyn.
 Bombardementet havde ingen effekt på byens forsvarsevne, og der gik kun få menneskeliv tabt. Soldaternes kampmoral
 kunne ikke svækkes, så længe livlinen til Fyn kunne opretholdes.
 Bonins efterfølgende træk blev derfor at anlægge batterier, der bedre kunne beskyde anløbsbroer og skibsfart. Anløbs-
 broerne ved Strib blev ødelagt, men danskerne anlagde flere nye broer længere og længere mod øst, så de kom uden for
 angribernes rækkevidde. 

 I stedet indledtes artillerikampen 3. til 17. Juni, hvor Bonin ville gøre endnu et forsøg på at terrorbombe fæstningen.
 Det fik mere og mere karakter af en afgørende kamp, og det danske artilleri gjorde alt hvad de kunne. Det blev nu tydeligt, at
 fæstningens artilleri var angribernes overlegent, ikke mindst i kraft af langt mere ammunition.
 Bonins artilleri blev, pjece for pjece, ødelagt og kunne ikke erstattes. F. eks. blev halvdelen af de effektive 168 punds mor-
 terer ødelagt.
 Samtidig led angrebsstyrken meget under at juni dette år var usædvanlig kold og regnfuld, ligesom de mislykkede angreb
 virkede nedslående på angrebsstyrkens moral. 

Belejrings-morter

Princippet i morteren

 Bonin blev på dette tidspunkt klar over, at der førtes styrker udefra til Fredericia. Han havde mulighed for at trække sig til-
 bage og sikre sig mod et dansk udfald eller ligefrem ophæve belejringen og trække sig endnu længere væk. Han valgte dog
 at blive i belejringsstillingen.

 UDFALDET 6. juli 1849
 General General Bülows plan var at samle en stor hær i Fredericia, lave et udfald og tilføje Bonin og Slesvig Holstenerne et
 alvorligt nederlag. Til dette afgav De Meza en brigade på 5 bataljoner, i alt 5000 mand fra Als, og general Rye kom sejlende
 med sin styrke fra Helgenæs på 4.000 mand. Herved kom styrken i Fredericia op på 23.000 mand mod Slesvig-Holstenernes
 14.000.

 Der blev afholdt et sidste krigsråd den 4. juli i Vejlby Præstegård på Fyn . General Bülow fastholdt et samlet udfald fra fæst-
 ningen. Situationen var gunstig, fordi fjenden var delt i fire uafhængige grupper. Nogle steder var hullet mellem grupperne
 op mod 1 km. bredt. På grund af de danske fæstningkanonernes rækkevidde, var der også stor afstand mellem Slesvig-
 Holstenernes forreste linie og deres lejre hvor reserverne var placeret. 
 De Meza skulle trænge frem på nordfronten mellem de holstenske stillinger og adskille dem. Schleppegrells brigade skulle
 følge efter og erobre stillingerne syd herfor. Rye skulle gå op lang stranden og angribe og erobre stillingerne ved kysten
 med sin 5000 mand store brigademedens Moltkes brigade skulle følge efter.
 
 Der blev hårde kampe omkring skanse III, som nåede at få undsætning både fra baglandet. Først da Bonin trak tropperne
 væk, blev skansen indtaget.

 Skanse V (Trelde skanse) ydede ligeledes stor modstand. De danske tropper omgik den og opfangede forstærkningen fra
 den bagvedliggende hyttelejr. Det lykkedes Moltke med 1000 mand at indtage skansen, der forsvaredes af 200 mand.
 Schleppegrells og Moltkes brigader omgik herefter de fjendtlige skanser og  indtog dem. 

 Under det danske angreb falder bl.a. general Rye.
 Rye var længst fremme under hele udfaldet, konstant opildnende tropperne.
 Det fortælles, at da der under angrebet kom Uorden i 6. bataljon, red Rye red midt ind i styrken og formanede:
 "Siig mig, er her ingen Officerer? Børn! I have hele Tiden fulgt mig, I ville ikke svigte Eders General!"
 To gange under angrebet skydes hans hest væk under ham, og begge gange fortsætter han til fods, men ved 3-tiden om
 morgenen rammes han af et Skud i låret og et andet i underlivet. Han udåndede kort efter i armene på en løjtnant .

Olaf Rye

 Trods store tab var glæden og sejrsrusen stor, hvilket fremgår af den samtidige sang "I natten klam og kold" (Tekst og MP3)

Angrebet på Trelleskanse

 Oprindeligt var det General Bülows plan at lade tropperne blive stående i terrænet udenfor fæstningen, men han ændrede
 mening, og trak alle tropperne tilbage i Fredericia. De sidste tropper var tilbage i byen ved 20.00 tiden.

 Begravelsen af de 372 faldne danske og de ca. 260 Slesvig-Holstenere 

 Fra de tidlige morgentimer den 6. juli begyndte indsamlingen af døde og sårede. De fleste sårede, der kunne tåle transport,
 blev overført til lazaretter på Fyn og de faldne blev samlet i kirker og andre steder hvor der var plads.
 Liget af General Rye blev først indbragt til Sct. Knuds kirke, men senere overflyttet til latinskolen hvor det lå på lit de parade.

 De ca. 260 faldne slesvig-holstenere blev begravet på Michaelis kirkegård natten mellem den 7. og 8 juli. Holdningen til op-
 rørerne betegnes ganske godt af, at præsten under jordpåkastelsen betegnede dem som "forrædere og menedere" (De
 slesvig-holstenske soldater havde svoret troskabsed til den danske konge). Dog tilføjede han, at den højeste dommer kun-
 ne give syndsforladelse. Der var herudover ingen ceremonier eller militær honnør.
 Mange af de sårede oprørere der de efterfølgende dage og uger døde af deres kvæstelser, begravedes også her.

 Om aftenen den 7. juli, påbegyndte ingeniørerne og et arbejdshold på ca. 100 mand opkastningen af den store fællesgrav
 på Trinitatis kirkegård. Stedet indeholdt i forvejen 60 faldne fra træfningerne ved Kolding, Gudsø og Krybily samt Frede-
 ricias bombardement.
 De faldne anbragtes på stierne omkring graven efterhånden som de i nattens løb bragtes til kirkegården. Her blev de kunne
 de på grundlag af destinktionering, afdelingsmærker, soldaterbøger eller kammeratudsagn, en for en forsynes med mærke-
 seddel udvisende grad, nummer, navn, afdeling og fødested.
 De 22 faldne officerer bragtes til Michaelis kirke, medens befalingsmænd og menige oplagdes i rækker i nummerorden,
 kompagni og bataillonsvis.

 Da den store grav var færdig, begyndte man straks med at lægge de faldne befalingsmænd og menige i graven. Dette skete
 i afdelingsorden.
 Ad en skrå rampe blev ligene båret ned ad og lagt på plads i graven, iklædt deres uniformer og indhyllet i kapper der var
 trukket op over hovederne, De blev lagt i to lange rækker på ryggen og med fødderne mod hinanden. Da bunden var fyldt
 blev der strøet et lag læsket kalk hvorefter man startede på næste lag. Således fortsattes til alle var lagt i graven.
 Næste formiddag klokken ca. 11.00 var graven, uden nogen form for gejstlig ceremoniel, tilkastet, Der blev holdt en plads
 åben i den nordlige del til officererne, der begravedes efter en ceremoni i Sct. Michaelis kirke nogle timer senere. Efter den-
 ne bragtes ligene til den store grav.
 I spidsen for processionen til Trinitatis kirkegård gik 3. brigades musikkorps, der spillede Thilos sørgemarch, komponeret til
 lejligheden. Herefter fulgte Generalmajor Ryes kiste. 16 kaptajner, 8 af gangen, skiftedes til at bære kisten på skuldrene og
 efter dem fulgte vognene med officerskisterne. Til sidst kom følget, primært bestående af militærpersoner.
 Ryes kiste blev umiddelbart efter ceremonien fjernet fra graven og senere gravsat på Garnisons Kirkegård i København.

 I  flere år efter måtte den store grav flere gange efterfyldes med ekstra jord på grund af sætninger..