Det var et meget nedtrykt Danmark soldaterne vendte hjem til. Dette afspejles tydeligt i kongens,  Christian IX,
 proklamation:

 Soldater!

 Kampen er endt! Fra Krigens blodige Færd vender I tilbage til Hjemmets Gerning.
 Tunge Ofre har Krigen kostet- med endnu tungere Ofre maa Freden købes. Men Fædrelandets Vel byder at foretrække Freden for en fortsat Kamp.
 Jeg ved, at Eders Mod er usvækket - jeg ved, at Armeen endnu er beredt paa at optage Kampen imod Fjenden - men vi raader ikke over Udfaldet,
 og medens der kæmpes, er den overvejende Del af Landet i Fjendens Vold og lider under et Tryk, som snart vil føre til Ødelæggelse. Derfor maa
 Kampen søges endt, omend med Afstaaelse af Landsdele, der fra ældgammel Tid hørte til Danmark, og til hvilke enhver Dansks Hjerte er knyttet.
 For Eder, Soldater! er Udfaldet af Kampen dobbelt tungt. I kæmpede og Eders Blod flod for en Sag, vi nu har maattet opgive. Men med Ære gaar I
 ud af Kampen. Det skal erkendes, at den Opgave, der fra først stilledes til Eder, var mere end vanskelig; mod to Stormagters Hære var I kun en lille
 Skare. Ethvert Haab om Hjælp svigtede, Fjendens Overmagt tvang Eder tilbage, men hverken hans Magt eller Vinterens Barskhed kuede eders
 Mod.
 Modtager derfor, før I skilles, Eders Konges Tak. Med dyb Bekymring, har jeg fulgt Eder i Eders lunge Gerning, med sorgblandet Stolthed har jeg
 set Eders Færd. Bevarer under fredelige Sysler den Rolighed, den Selvopofrelse, I har vist i Kampen, bevarer fremfor alt den Kærlighed til Konge
 og Fædreland, der har ledet Eder. Med Forsynets Bistand  vil Danmark endnu kunne haabe en Iykkelig Fremtid, omend den nærmeste Tid viser sig
 mørk og truende.
 Værer i Freden, hvad I har været i Kampen, og I vil bidrage til Fædrelandets Vel, som I hidtil har hævdet dets Ære.

 København, den 8de August 1864.

 Christian R.

Fredsforhandlingerne efter nederlaget kom til at foregå i den gamle kejserby Wien og de danske forhandlere var sat på en
 umulig opgave.
 Efter måneders tovtrækkeri, hvorunder de tyske besættelsestropper brandskattede den sønderjyske befolkning, endte det
 med et rent tysk diktat.
 Ved freden den 30. oktober måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til sejrherrerne Preussen
 og Østrig. Dermed mistede vi næsten 40 % af vores areal og befolkning.  Danmark var blevet en lilleputstat på kun 1,7 mill.
 indbyggere.
 Ved freden skete der også en udveksling af områder, så de Kongerigske enklaver blev overført til  Slesvig og dermed til
 Tyskland. Til gengæld blev Ribe Herred, Nørre Tyrstrup Herred og Ærø  overført fra Slesvig til kongeriget.
 Ved freden blev der muligt for indbyggerne i de afståede områder at beholde deres danske  indfødsret og samtidig blive
 boende i deres hjemstavn, hvis de "ikke faldt til besvær".
 Da man helt frem til afslutningen af den fransk-tyske krig i 1871 regnede med en ny krig mellem Danmark og  Tyskland,
 valgte mange at "optere" til fordel for Danmark.  De dansksindede sønderjyder ønskede ikke at kæmpe mod landsmænd.
 Derimod var der ikke taget beslutning om deres børn der næsten var født statsløse, og  optantbørn-problematikken var et
 varmt forhandlingsobjekt mellem Danmark og Tyskland de næste godt 40 år.

 Ved Prag-freden efter den Preussisk-østrigske krig i 1866 fik artikel 5 på fransk foranledning en,  om ikke andet  symbolsk
 betydning for  Danmark og Sønderjylland:

 Det kom som bekendt ikke til flere militære konfrontationer men Preussen eller Tyskland, og ingen kunne ane, at mange
 Sønderjyder 42 år senere ville blive udskrevet til tjeneste i den tyske hær og skulle kæmpe på fjerne fronter under første
 verdenskrig.   Ca. 5000 af disse omkom.

 Soldaterne der kom hjem oplevede et antiklimaks. Ingen flag ingen velkomst, men en nærmest fornærmet afvisende ligegyl-
 dighed. Flere beretninger fortæller om, hvorledes man gjorde udrustning og uniformer i orden inden indmarchen i Køben-
 havn. Der var dog ingen opmærksomhed, og på vejen drejede man af, og søgte den nærmerst skamfuldt nærmeste vej til
 kasernerne.
 Flere fortæller om, at man ved hjemsendelsen fik ordre til næste morgen at aflevere uniformerne, for derefter at træde af. At
 mange af soldaterne kun havde den militære udrustning var ikke hærens problem, og mange måtte tigge sig frem til civilt
 antræk i garnisonsbyerne. En fortælles således at være hjemsendt i slåbrok og en i noget udtjent murertøj.

 De løsladte krigsfanger blev hånet ved landgangen i København. Tilråb om "feje hunde" og "hvor er geværerne" forekom.

 Normalt uddeles der medaljer efter en krig og for større kampagner og slag.
 Preussen og Holsten uddelte medaljer til deltagende soldater efter 1848 og Preussen og Østrig uddelte en fælles medalje for
 deltagelse i felttoget 1864.
 Herudover uddelte Preussen kampagnemedaljer for deltagelse i både stormen på Dybbøl og overgangen til Als. Herudover
 fandtes de normale medaljer for udmærkelse i kamp samt nogle medaljer for non-kombatanter.

Der var imidlertid mange, der der fandt det forargeligt, at man ikke hædrede de soldater, der med fare for liv og lemmer havde deltaget i kampene, og i 1872 ansøgte en række initiativtagere på vegne af 3000 våbenbrødre om at få udgivet en erindringsmedalje for deltagelse i felttogene 1848-64. I forste omgang blev sagen afvist af Kongen, men i 1875-76 fik man endelig bevilget penge til medaljerne.
De blev fremstillet i Paris af Ernst René Robineau, og stemplerne blev skåret af Alphee Dubois.

 Man kan næsten ikke undgå at drage paralleller til de manglende medaljer for træfningerne 9. april 1940, hvor deltagerne hel-
 ler ikke fik den hæder de havde krav på. Danmark har aldrig været god til at hædre deres soldater efter kamp.
  
 

Hædersgaven:
Lov om en livsvarig årlig hædersgave til deltagerne i kampen for fædrelandet i året 1864.
Vi Christian den tiende, af Guds nåde konge til Danmark, de Venders og goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarsken, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gøre Vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og vi ved vort samtykke stadfæstet følgende lov.

§1. Mænd som i året 1864 har stået ved en til den danske hær hørende Afdeling ( Instution ), medens denne var på krigsfod, eller har gjort tjeneste om bord i et af krigen udrustet skib, modtager af staten en livsvarig årlig hædersgave af 100 kr. der udbetales forud første gang fra 15. Februar 1914, derefter fra hvert års 15. Januar.

§2. Hædersgaven begrunder ikke nedsættelse af alderdomsunderstøttelse eller fattighjælp.  

§3. Finansministeriet træffer de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af denne lov og bemyndiges til at afholde den dermed forbundne udgift. Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.

Givet på Amalienborg, den 27. Oktober 1913.  

Under vor kongelige hånd og segl.  

Christian R.