| |
Sønderjylland mellem 1864 og 1920
Sønderjylland var efter 1864 en afsides udkant af det store tyske rige,
og det svækkede den økonomiske ekspansion og
medførte udvandring og langsom urbanisering.
Landbruget blev mere intensivt og industrialiseringen begyndte, men slog
dog kun fuldt igennem i Flensborg.
Infrastrukturen blev udbygget med dampskibe, et moderne vejnet og især
med jernbaner.
I Danmark blev regeringen efter nytår 1866 klar over at det trak op til
krig mellem Preussen og Østrig. Baggrunden var
uenighed om Holsten, hvor Østrig efter 1864
havde fået forvaltningen.
Efter råd fra Frankrig tilbød den danske regering sin støtte til
Preussen, hvis Danmark fik Slesvig nord for Slien
tilbage.
Bismarck afviste dog pure, han havde ikke brug for dansk støtte for at
besejre Østrig.
Den 3. juli 1866 sejrede Preussen i slaget ved Sadova, og den 23.
august blev der med Frankrig som mægler, sluttet
fred i
Prag. I Pragfredens § 5. fik Frankrig indføjet:
”Indbyggerne i det nordlige distrikt af Slesvig skal afstås til
Danmark, når de ved en fri afstemning,
tilkendegiver ønsket om
at forenes med Danmark."
De dansksindede nordslesvigere
(sønderjyder) protesterede i de første årtier efter 1864 energisk
mod anneksionen. Dette
skete ikke mindst på baggrund af § 5 i Prag-freden. Denne paragraf
blev ophævet i 1879.
Også de såkaldte optanter og ikke mindst deres børn, optantbørnene, gav
anledning til problemer mellem den preussiske
administration og sønderjyderne. Optanterne var de danskere der boede i
det nye preussiske Nordslesvig mellem 1864 og
1870. De kunne blive boende og beholde deres
danske statsborgerskab "hvis de ikke var til besvær". I
modsat fald kunne de
udvises til Danmark.
Optanterne kunne også vælge at søge tysk
statsborgerskab, hvilket dog i vid udstrækning
blev obstrueret af den tyske
lokaladministration.
Værre var det med deres børn, de såkaldte optantbørn. De var med danske
øjne født i Tyskland og dermed ikke danske
statsborgere. Omvendt var de med tyske øjne født af danske
statsborgere og dermed ikke tyske. Reelt var de statsløse, og
som tiden gik blev der færre optanter og flere og
flere optantbørn.
Optantkonventionen fra 1907 løste kun dette
problem delvis.
For at ruste sig til en
langvarig nationalitetskamp organiserede den danske bevægelse sig
fra 1880'erne i en række store og
små nationale foreninger. Forbindelsen til Danmark blev styrket i
takt med intensiveringen af myndighedernes forsøg på at
fortyske Nordslesvig med tvang.
I 1888 blev tysk eneste undervisningssprog i folkeskolen, og staten
indledte samtidig opkøb af landbrugsjorden for
at sikre
den på tyske hænder.
Under første verdenskrig blev sønderjyske mænd udskrevet til den
Kejserlige tyske hær, og i tysk tjeneste mistede ca. 5000
sønderjyder livet medens de var tvunget til at kæmpe på tysk
side. Landsdelen blev under krigen drænet for mænd i en
sådan grad, at russiske krigsfanger blev udsendt
som hjælp på gårdene.
Folkeafstemningerne i
1920.
Ved freden i
Saint-Germain-en-Laye den 10. september 1919 giver Østrig i traktatens
artikel 85 afkald på sine rettigheder i det
tidligere hertugdømme Slesvig. Ved freden i Grand Trianon den 4.
juni 1920 giver Ungarn i traktatens artikel 69 tilsvarende
afkald på sine rettigheder i Slesvig.
I 1920 gennemførtes to folkeafstemninger, der førte til dannelsen af
den nuværende grænse. Den 10. februar stemte Nord-
slesvig sig med et dansk flertal på 75 % af stemmerne til
Danmark. Den 14. marts stemte 80% af vælgerne i
den mellem-
slesvigske afstemningszone derimod for områdets forbliven ved
Tyskland.
På begge sider af grænsen opstod derved
nationale mindretal.
|
