Sønderjylland mellem 1864 og 1920
Sønderjylland var efter 1864 en afsides udkant af det store tyske rige, og
det svækkede den økonomiske ekspansion og
medførte udvandring og langsom urbanisering.
Landbruget blev mere intensivt og industrialiseringen begyndte, men slog
dog kun fuldt
igennem i Flensborg.
Infrastrukturen blev udbygget med dampskibe, et moderne vejnet og især
med
jernbaner.
I Danmark blev regeringen efter nytår 1866 klar over at det trak op til
krig mellem Preussen og Østrig. Baggrunden var
uenighed om Holsten, hvor Østrig efter 1864 havde
fået forvaltningen.
Efter råd fra Frankrig tilbød den danske regering sin støtte til Preussen,
hvis Danmark fik Slesvig nord for Slien tilbage.
Bismarck afviste dog pure, han havde ikke brug for
dansk støtte for at besejre Østrig.
Den 3. juli 1866 sejrede Preussen i slaget ved Sadova, og den 23. august
blev der med Frankrig som mægler, sluttet fred i
Prag. I Pragfredens § 5. fik Frankrig indføjet:
”Indbyggerne i det nordlige distrikt af Slesvig skal afstås til Danmark,
når de ved en fri afstemning, tilkendegiver ønsket om
at forenes med Danmark."
De dansksindede nordslesvigere
(sønderjyder) protesterede i de første årtier efter 1864 energisk
mod anneksionen. Dette
skete ikke mindst på baggrund af § 5 i Prag-freden.
Denne paragraf blev ophævet i 1879.
Også de såkaldte optanter og ikke mindst deres børn, optantbørnene, gav
anledning til problemer mellem den preussiske
administration og sønderjyderne. Optanterne var de danskere der boede i det nye preussiske Nordslesvig
mellem 1864 og
1870. De kunne blive boende og beholde deres danske statsborgerskab "hvis de
ikke var til besvær". I modsat fald kunne de
udvises til Danmark.
Optanterne kunne også vælge at søge tysk
statsborgerskab, hvilket dog i vid udstrækning blev obstrueret af den tyske
lokaladministration.
Værre var det med deres børn, de såkaldte optantbørn. De var med danske
øjne født i Tyskland og dermed ikke danske
statsborgere. Omvendt var de med tyske øjne født af
danske statsborgere og dermed ikke tyske. Reelt var de statsløse, og
som tiden gik blev der
færre optanter og flere og flere optantbørn.
Optantkonventionen fra 1907 løste kun dette problem delvis.
For at ruste sig til en
langvarig nationalitetskamp organiserede den danske bevægelse sig fra 1880'erne i en række store og
små nationale foreninger. Forbindelsen til
Danmark blev styrket i takt med intensiveringen af myndighedernes forsøg på at
fortyske
Nordslesvig med tvang.
I 1888 blev tysk eneste undervisningssprog i folkeskolen, og staten
indledte samtidig opkøb af landbrugsjorden for at sikre
den på tyske hænder.
Under første verdenskrig blev sønderjyske mænd udskrevet til den
Kejserlige tyske hær, og i tysk tjeneste mistede ca. 5000
sønderjyder livet medens de var tvunget til
at kæmpe på tysk side. Landsdelen blev under krigen drænet for mænd i en
sådan grad, at russiske
krigsfanger blev udsendt som hjælp på gårdene.
Folkeafstemningerne
i 1920.
Ved freden i
Saint-Germain-en-Laye den 10. september 1919 giver Østrig i traktatens
artikel 85 afkald på sine rettigheder i det
tidligere hertugdømme Slesvig. Ved freden
i Grand Trianon den 4. juni 1920 giver Ungarn i traktatens artikel 69 tilsvarende
afkald på sine
rettigheder i Slesvig.
I 1920 gennemførtes to folkeafstemninger, der førte til dannelsen af den
nuværende grænse. Den 10. februar stemte Nord-
slesvig sig med et dansk flertal på 75 % af
stemmerne til Danmark. Den 14. marts stemte 80% af vælgerne i den mellem-
slesvigske afstemningszone
derimod for områdets forbliven ved Tyskland.
På begge sider af grænsen opstod derved nationale
mindretal.
Genforeningen var naturligvis en begivenhed der kaldte på alle de
nationale følelser.
|
