Der var i den danske offentlighed en stærk nationalisme, som pressede det politiske system til at kræve et Danmark til
 Ejderen, og som håbede på en skandinavisk alliance. I 1863 valgte regeringen en definitiv kurs mod ”Danmark til Ejderen”.
 Den fremlagde et forslag om en fælles  forfatning for Danmark og hertugdømmet Slesvig, som blev vedtaget af den danske
 rigsdag 13. november.
 Dette ville reelt være et Danmark til Ejderen.

 Den danske politik var præget af ønsketænkning. Man troede, at man ville få militær bistand fra Sverige, hvis det skulle
 komme til en krig med de tyske stater. Samtidig havde hertugdømmet Holsten en stærk tiltro til, at det i en sådan situation
 ville få støtte fra Det Tyske Forbund. De tyske stater var endnu ikke blevet et samlet land og blev det først i 1871. Holsten
 afviste derfor ethvert kompromis om en fælles forfatning, der ikke gav hvert af de 3 hertugdømmer Slesvig, Holsten og
 det lille Lauenburg fuld ligestilling med det danske kongerige, hvad angik muligheden for at træffe beslutninger. 

 Samtidig var Danmarks tidligere allierede, Rusland, svækket efter Krimkrigen 1854-56, og Preussen var nu entydigt kon-
 tinentets stærkeste magt, politisk dygtigt ledet af rigskansler Bismarck. Han sigtede mod en militær konfrontation med
 Danmark for at frigøre sig fra internationale aftaler, der begrænsede preussisk militær og politisk handlefrihed.

 Den danske hær begyndte mobiliseringen i efteråret 1863 og den 72 årige general Christian de  Meza fik tildelt overkom-
 mandoen.  Danmark var dårligt forberedt til krig. Hæren var under omorganisering og havde for dårligt  uddannede
 befalingsmænd og for få officerer. Der var endvidere problemer med transport - og forsyningsafdelingerne. Den danske
 stilling ved Dannevirke var blevet forbedret, mens  stillingerne ved Dybbøl og Fredericia langt fra var udbyggede i en grad,
 så de var klar til krig.
 Samtidigt var der en overdrevet tiltro til det danske militærs formåen både i befolkningen og hos politikerne og sågar hos
 den militære øverstkommanderende, general de Meza. Stillingen ved Dannevirke blev betragtet som det sikre værn mod
 tyskerne, men den var 85 km lang, og de 40.000 danske soldater var for få til effektivt at kunne forsvare så lang en stilling.
 Endvidere frøs de oversvømmede arealer på stillingens flanker til i vinterkulden, så de kunne passeres.
 Den tyske forbundshær regnede med at stå overfor en dansk hær på 43.000 mand samt eventuelt 25.000 svenske frivillige.
 Forbundshæren bestod af 6000 Sachsere, 6000 Hannoveranere, 35.000 Prøjsere og 35.000 Østrigere.

                                                                                         
                                                                                                      Christian de Meza

 Østrigske og preussiske tropper gik med 57.000 mand over Ejderen 1. februar 1864. Den 2. og 3. februar kom de første tyske
 angreb, men de blev slået tilbage. Det var dog klart, at situationen var uholdbar for de danske styrker.
 Danskerne havde 4 sårede, 7 fangne og 3 savnede efter dette første sammenstød. De angribende østrigere og preussere
 led ingen tab.

 Dannevirke

 De danske forposter trak sig tilbage til Dannevirke-stillingen. Denne befæstning, der i århundreder havde været Danmarks
 værn mod syd kunne ikke holdes. Danskerne manglede knap 20.000 mand for at kunne bemande stillingen effektivt, og da
 floden Slien og de oversvømmede marskenge mod vest frøs til, kunne fjenden gå bag om stillingen og angribe forsvarerne i
 ryggen. Dette indså de Meza.
                                                                      
                                                                       Plan over Dannevirke                                  Den planlagte omgåelse
 
 Den 5. februar kom ordren til at rømme Dannevirke  og natten mellem 5. og 6. februar trak danskerne sig i et vellykket og
 koordineret tilbagetog. Det foregik gennem en hård snestorm og på frosthårde veje tilbage til den befæstede stilling ved
 Dybbøl nær Sønderborg samt til fæstningen Fredericia uden at  fjenden bemærkede at Dannevirke blev rømmet.
 Tilbagetoget spolerede de tyske planer om at tilintetgøre den danske hær ved at omringe den med et flankeangreb over
 Slien, en manøvre, som preusserne netop var i færd med at udføre den nat, danskerne rømmede stillingen.
 Dette var til stor fortrydelse for både Kejser Vilhelm, Bismarck og den Prøjsiske hærledelse, der havde forudset udfaldet af
 en afgørende kamp omkring Dannevirke. 

Skitse over tilbagetoget

                                                                          
                                                                                                      Tilbagetoget fra Dannevirke

  I den danske offentlighed havde man betragtet Dannevirke som en nærmest uindtagelig fæstning, og rømningen ramte
  befolkningen som et chok, og opfattedes af mange som et forræderi fra general de Mezas, konseilspræsident Monrads og
  kongens side. Det kom til en del optøjer i København, og Monrad ofrede generalen som syndebuk.  
 General de Meza blev tvunget til at træde tilbage.

 Eftertiden har dog helt og aldeles frikendt de Meza. Det var den eneste fornuftige handling han kunne foretage uf fra de fore-
 liggende omstændigheder.
 De Meza kom sig aldrig over den afsked han havde fået og han døde, syg og nedbrudt,  få år senere.

 
                                                                                                             Dannevirke 2010