Den 7. februar 1864 ankom den danske hær der var blevet trukket tilbage fra Dannevirke for at  forhindre at den preussisk-
 østrigske hær skulle omringe og ødelægge hæren. Efter en udmattende march og en blodig kamp udkæmpet af bag-
 troppen, nåede 20.000 mand,  500 ryttere, 80 feltkanoner og 1.100 fæstningsartillerister Dybbøl stillingen.

 De fjendtlige styrker der var ligeså udmattet som danskerne, fulgte kun langsomt efter. Dog ankom de Preussiske forposter
 allerede den 8. februar. 
 Langsomt opbyggedes de preussiske styrker.  Omkring 20. februar havde preusserne 20.000 mand, 1.200 ryttere og 88
 kanoner foran stillingen. Preusserne opstillede batterier, de farligste i stillingens flanke på Broager på den anden side af
 Vemmingbund. Herfra var de muligt at bskyde de danske skanser på Dybbølstillingens venstre flanke uden det var muligt
 for det danske artilleri at svare effektivt igen. Danskerne forberedte sig på at forsvare skanserne og tog stilling i terrænet
 foran dem. Den 17. februar begyndte preusserne deres angreb, og i de følgende uger foregik en hård kamp i forpost-
 terrænet, hvor danskerne langsomt blev trængt tilbage af en overlegen styrke.
 Tilbagetrækningen fra Dannevirke blev taget meget fortrydeligt op, og de Mezas militære grunde prellede af på de politikere
 der ønskede stadig red på stemningen fra Isted.
 De meza blev fjernet som overgeneral og erstattet med general Gerlach. 

General Gerlach

 Den 17. marts blev et dansk modangreb imod Ragebøl slået tilbage, og hæren blev tvunget tilbage til skanserne. 
 Nu begyndte belejringen af Dybbøl stillingen. Preusserne havde samlet 126 kanoner og morterer, og nu begyndte det
 sværeste bombardement i krigshistorien. I ugevis regnede tusindvis af granater ned over de danske stillinger, og det dan-
 ske artilleri var ikke i stand til at svare effektivt igen. De danske soldater kunne sidde i primitive jordskanser og se på,  at
 langtrækkende preussisk artilleri efterhånden skød stillingerne sønder og sammen.
 Og imendens gravede fjendens ingeniørtropper i ly af granatilden deres løbegange tættere og tættere på skanserne.  At
 blive i skanserne under et længerevarende artilleribombardement var et meningsløst slagteri og ville ende med at ødelæg-
 ge hæren, og alle de ledende danske officerer var derfor i begyndelsen enige om, at stillingen burde rømmes. Men gene-
 ralerne vidste også, hvor stor vægt regeringen lagde på at beholde et symbolsk fodfæste på det slesvigske fastland.

 Den britiske regering havde indbudt til en fredskonference i London, der skulle begynde den 12. april. Regeringschefen
 biskop Monrad var af den holdning, at det ville kunne få stor politisk betydning under forhandlingerne, om den danske hær
 stadig stod i Slesvig. Derfor ville han ikke give hæren lov til at rømme Dybbøl. Omvendt havde den preussiske regerings-
 chef Otto von Bismarck ingen planer om at begynde fredsforhandlingerne, før Dybbøl var erobret. Situationen blev stadig
 mere uholdbar. Den 9. april telegraferede den nye overgeneral Gerlach til krigsministeriet og stillede i den forbindelse
 problemstillingen kontant op: Ville man holde Dybbøl eller have en kampklar hær? Svaret fra krigsminister Lundbye var
 klart nok: Stillingen skulle holdes ”til det yderste”.
 Alle i officerskorpset vidste, at preusserne snart ville storme, og at det ville blive det rene slagtehus. Gerlach telegraferede
 igen til København – denne gang på vegne af hele hærledelsen. Nu burde Dybbøl rømmes, alt andet var uforsvarligt.
 Lundbye vaklede. Han turde ikke tage ansvaret, men det gjorde Monrad. Han fastholdt, at det var afgørende, at hæren blev
 på Dybbøl Banke og slog stormen tilbage.

 Kanoner og fæstningsværker blev ødelagt og soldater dræbt eller såret. Træblokhusene, som var  blevet lavet for at
 beskytte soldaterne, blev nemt gennemboret af 12 og 15 cm granaterne. I et tilfælde trængte en granat igennem et blokhus,
 eksploderede indenfor, og dræbte eller sårede 42  mand.
 Om dagen søgte soldaterne dækning i deres skjul og forsøgte at få noget hvile, imens de om aftenen arbejde desperat for
 reparere skaderne forårsaget af dagens bombardementet. Den danske styrke svandt dag for dag, men moralen var stadig
 høj set i betragtning af de prøvelser,  de danske soldater var udsat for.
 Den 28. marts forsøgte preusserne en storm på stillingen. Angrebet  blev afvist ved anvendelse af både hær og flåde.
 (Panserskibet Rolf Krake).

 Den 2-3. april blev Sønderborg skudt i brand og store dele af centrum bliver beskadiget eller ødelagt. Mange civile mistede
 livet.

Rådhuset i Sønderborg

 Fra den 7. april begyndte den afgørende artillerikamp, hvor stillingen blev beskudt til storm. Dette bombardement varede til
 18. april, hvor preusserne på fire timer skød 7.900 granater mod stillingen.  Skanserne var nu reduceret til grus og græs-
 bunker, med få fungerende kanoner.  Man havde ingen mulighed for at ramme de tyske batterier fra skanserne, og specielt
 skanse I og II var meget udsat for beskydning fra de tyske batterier på Broger. Kun når Panserbatteriet Rolf  Krake viste sig
 i Vemmingbund og beskød Broager, blev de tyske batterier forstyrret. 

 Regeringen havde af politiske grunde besluttet at stillingen skulle holdes længst muligt. Overkommandoen havde af mili-
 tære grunde indstillet til regeringen, at den burde give tilladelse til  at rømme. Det nægtede regeringen at imødekomme.

 
 Som eksempel på befolkningens patriotisme kan nævnes, at Anne Marie Mangor i 1864 udgav "kogebog for soldaten i
 felten", der blev trykt og udgivet uden bregning og uddelt gratis til soldaterne.
 I forordet skriver Madam Mangor:
    Udgiverinden af de efterfølgende Blade har troet, ved de deri givne Anviisninger til Tilberedningen af de Soldaten udleverede Føde-
    midler, at yde en, om end ringe, Skjærv til at lette vore tappre Soldater de Bhyrder og Besværligheder, som Felttoget medfører.
    Maatte dette blive Tilfældet, da er hende Ønske opnaaet.

   Eksempelvis opskrift på:
   Kjød i Kaal

    ½ Pund fersk Oxekjød vadskes godt, og sættes paa Ilden enten heelt eller ituskaaret, med 1 Pot Vand og lidt Salt. Det Skum som
    kommer op naar Vandet koger, afskummes, og Kogningen fortsættes med Laag indtil Kjødet er halv mørt. Et lidet Hoved Hvidkaal,
    som er skaaret i 6 Dele, kommes da derpaa tilligemed en lille Skive Smør, om man har det, og det hele koges under Laag i en Time,
    eller til Alt er fuldkomment mørt.

 

Anne Marie Mangor 1862