Efter Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark i 1920 var der af flere grunde, både nationale, økonomiske og militære, til at
 nedlægge en så stærk stilling tværs over Jylland og vendt mod nord. At "vende" den var ikke militært muligt.
 I efteråret 1919 havde Tyskland ordnet erstatningssagerne med de enkelte lodsejere således, at rummene blev overdraget som
 en del af erstatningen.
 Kort efter krigens afslutning var jernprisen så høj, at det kunne betale sig at nedbryde rummede og sælge armeringsjernet. Disse
 tilstande varede dog kun kort, jernprisen faldt, og i 1921 fandtes af de oprindelige 766 rum stadig 650. En del jordanlæg var lige-
 ledes blevet jævnet, specielt i den  meget  opdyrkede østlige del af stillingsområdet, men stillingen havde stort set stadig sin
 oprindelige værdi.
 I april 1921 kræves stillingen første gang nedlagt, ved en skrivelse fra generalstaben til krigsministeriet. Der blev herefter fore-
 taget en del rekognosceringer, herunder den mest kendte, der blev foretaget af 9 premierløjtnanter fra officersskolens ældste
 klasses ingeniørafdeling i september 1921. Denne blev grundlag for alle senere forhandlinger.
 

Brisk fra svært batteri

Magasin i svært batteri (Gammelskov)

 Stillingen blev efterfølgende foreslået nedlagt flere gange:

 I august 1921 af generalstaben på grundlag af foreløbige rekognosceringer af 2 generalstabs- og to ingeniørofficerer.
 
 I oktober 1921 blev, med udkast til lovforslag, udarbejdet et forslag til nedlæggelse Krigsministeriets 4. kontor. Rapporten
 havde afsæt i september recognosceringen. Kontorchefen havde selv, som lærer i krigsbygningskunst, ledet denne.

 I november 1921 af 1. ingeniørbatallion, støttet af den designerede overgeneral (påtegning)

 I begyndelsen af 1923 af Krigsministeriet efter indhentet overslag fra 1. ingeniørbatallion på over udgifter  til ekspropriation og
 skadeserstatning. Dette forlag blev ændret af økonomiske grunde fra en fuldstændig sløjfning, til en sløjfning affødt af militær
 nødvendighed og at øvrige anlæg ikke måtte fkjernes mod lodsejernes ønske. Dette recucerede de samlede udgifter fra 2 mill.
 til 3/4 mill.

 Trods mange ønsker om at få stillingen sløjfet og ødelagt, lykkedes det kun at få gennemført nogle prøvesprængninger af
 anlæg der lå på offentlig grund. 

 En ødelæggelse af anlæggene lå dog chefen for 1. pionerbatallion stærkt på sinde, og han forsømte ingen muligheder for at
 påpege dette.
 I februar 1923 forelå et nyt forslag, hvor ekspropriations- og erstatningsforpligtelserne var bortfaldet, og der i stedet oprettedes
 kontrakter med ejerne af pågældende rum, således at bataljonen forpligtede sig til at konstruktionerne blev sønderdelt på en
 måde, at jernindlægget blev tilgængeligt. Samtidig gaves også arbejdsstyrke og sprængmidler. Alle andre spørgsmål vedr.
 sløjfning, skade på omgivelser m.m. skulle være et spørgsmål mellem pågældende rum-ejer og de skadelidte.

Posteringsrum

Sektionsrum

 Udgifterne kunne nedsættes hvis sprængmidlerne kunne tages af artilleriets gamle beholdninger af krudt, skydebomuld,
 udskiftede ladninger og granatfyld.
 Krigsministeriet tiltrådte i princippet indstillingen, men betingede sig en passende sikkerhedsstillelse fra rumejerne. Krudtet blev
 frigivet fra Hærens Tekniske Korps.
 Batallionen havde nogle betænkeligheder vedrørende det rimelige i sikkerhedsstillelse for specielt de mindre bemidlede
 rumejere, for hvem en fjernelse kunne være mest nødvendig.
 Endelig understregede man igen, at stillingen måtte fjernes snarest af nationale grunde, og ikke mindst af hensyn til den stedlige
 befolkning der ikke fattede, at en tysk stilling kunne ligge på dansk grund, rede til brug, i årevis.
 En enkelt lodsejer havde ca. 20 rum han havde et stærkt ønske om af få fjernet, hvilket bataljonen søgte bemyndigelse til. Man
 mente dette ville have stor betydning for et sikkert skøn over arbejde og omkostninger ved en nedlæggelse af hele stillingen.
 Bemyndigelsen blev givet og kontrakten godkendt, under forudsætning af at bataljonen selv afholdt udgifter til rejser, fragt,
 kørsel m.v.
 Efter endt arbejde skulle der indsendes rapport men endeligt forslag og overslag.
 Forslaget fremsendtes i juni, og regnede med udsendelse af 145 mand i 1 måned årligt i 3 år, første gang i 1923. Udgifterne
 beregnedes til 54.000 årligt, heraf dog 16.000 til brisant sprængstof. I alt 162.000 kr., eller hvis sprængstoffet ligesom krudt kunne
 fås ved HTK, 114.000 kr. I dette forslag regnedes med sprængning af 600 rum, idet ca. 100 rum allerede var sprængt af civile og
 andre kun vanskeligt kunne fjernes.
 Forslaget blev godkendt og sprængningsarbejdet kunne begynde.
     
 
 Sprængningerne:

 Der blev anvendt flere sprængningsmetoder:
 1: Fuldstændig splittelse ved en enkelt sprængning
 2: Nedbrydning stykke for stykke efter gennemrystning af betonen med mindre, ofte indborede ladninger.
      Borearbejdet tog dog uforholdsmæssigt lang ti. (3 dage pr. posteringsrum og 5 dage pr. halvdelingsrum))

	Sprængning med 200 kg krudt                          (200 m. afstand)	Sprængniong med 15 kg. aerolit                 (50 m. afstand)	Resultat efter sprængning med krudt      og mindre ladninger brisant (aerolit)
	Flankeringsbunker før sprængning	Sprængningen af flanferingsbunker med 200 kg. krudt og 20 kg. aerolit	Flankeringsbunker efter sprængning
	Loftet faldet tilbage efter sprængning	Loftet faldet tilbage efter sprængning	Resultatet af vellykket eftersprængning

 Resterne af Anlægget fik lov at gro til og blev glemt af de fleste. Nogle af smårummene lå på privat jord, og blev brugt som
 kartoffelkældre og viktualie-rum. Men alle de, der havde haft deres daglige gang omkring anlæggene, huskede deres eksistens
 og virke.