Sikringsstilling Nord
 - et tysk anlæg i Sønderjylland

 


 Forfatteren
 

 Stillingens Baggrund.
 
 Stillingens forløb
 
 Opførelsen
 
 Infanteristillingerne
 
 De lette og middeltunge
 batterier

 
 De tunge batterier
 
 De omliggende lejre
 
 Fangerne der byggede
 
 Andre sønderjyske anlæg
 
 Andre batterier

 Zeppelin basen i Tønder

 Dette kan du se i dag

 
Find de enkelte anlæg
 Google Earth)  Installer her

 
 Til start
 


   Fortress-Scandinavia.dk

















 









































 

 








































 

 

 

 

 












































 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
























 






































 

 


 



 Fangerne.
 
 Der var to slags fanger beskæftiget i Sønderjylland under opførelsen af Sikringsstilling Nord:

 Krigsfanger, der helt i pagt med de internationale konventioner ikke var beskæftiget med etablering af
 militære  installationer, men med tilplantning, afvanding og lignende civile arbejder.
 Andre blev tilkommanderet de små samfund, til erstatning i landbruget for de sønderjyder der var
 indkaldt til tysk krigstjeneste. Der findes en udmærket beskrivelse af situationen i Almsted.
 
 
                    Russiske fanger og deres vagt i Almsted

 Så var der de tyske desertører, politiske og militære straffefanger (fæstningsfanger) der under
 umenneskelige vilkår byggede stillingen.
 Uden maskiner blev  alt udført med håndkraft og dødstallet blandt disse var meget højt. Enten på
 grund af sygdom eller på grund af  flugtforsøg fra de uhyggelige forhold.
 Tidligt op, til fods til arbejdsstedet og en dag med hårdt arbejde på små rationer af tynd kålrabisuppe.
 Herefter til fods til lejren sent om aftenen.

 Konstant under opsyn af vagter med opplantede bajonetter. Der findes en del beretninger om, at den
 mindste smule vægring medførte et bajonetstik og en begravelse under lidt kalk og et lag jord.
 Hvor disse stakkels fanger ligger begravet og i hvor stort tal fortaber sig i det uvisse.
 

 Meget tyder på, at krigsfangerne havde væsentligt bedre vilkår an de tyske militære fanger.
 Efterfølgende finder man også en del krigsfangegrave, hvorimod der ikke er nogen over de tyske
 militær-fanger.
 Det er også muligt, at man betragtede fangerne under et, og blot sorterede dem til arbejde med enten
 militært eller civilt arbejde med land- og skovbrug.
 At der har været et højt dødstal blandt disse er hævet over enhver tvivl. De arbejdede umenneskeligt
 hårdt, og der har været epidemier blandt dem. Endelig er nogen formentlig også blevet dræbt under
 flugt. Om de bare er blevet kulet ned i ukendte fællesgrave svæver lidt i det uvisse.
 Et eksempel  på det hårde arbejde var transport af vand til støbning af batterierne. Der var op til 1 km.
 til nærmeste vand, og det skulle bæres til med spande og åg i jævnt tempo, således at der ikke under
 støbningen fremkom støbe-skel.
 

 
                    Arbejdshold af fæstningsfanger ved Arrild.
 
 Løgumkloster Krigsfangekirkegård

 Kirkegården blev i 1915 anlagt af de tyske myndigheder for krigsfanger, der under 1. verdenskrig
 1914-18 under  kummerlige forhold var indkvarteret i en lejr ved Løgumkloster.
 På kirkegården ligger
 71 franske, belgiske og russiske ofre for en plettyfusepidemi i 1915. Her hviler også lejrlægen.
 Mindestenen på stedet  med dansk,  fransk og russisk indskrift er rejst af overlevende fanger.
 

 Fæstningsfangerne boede i fangelejre ved Genner , Skovby, Damgaard ved Rugbjerg,
 Abkær, Strandelhjørn,  Galsted, Østergaard ved Gammelskov, Hyrup, Øster Terp, Toftlund, Arrild,
 Øbjerg,  Ullemølle, Skærbæk  og Gaardkrog ved Vester Gasse, Løgumkloster, og Døstrup.
 
 Hver lejr blev ledet af en Leutnant, og lejren indeholdt 1 eller flere straffekompagnier med 250 mand i
 hver.

 Selve byggeriet blev ledet af en pionerbataljonsstab og seks pionerkompagnier.

 Andre krigsfanger, udlånt til de små samfund som Almsted, og flere blev boende efter krigen.

                                                            
                                                                 Dimitri´s gravsten i Almsted

 Se beretningen om krigsfangerne i Almsted her.

 

 Herunder stikordvis uddrag af Peter H. Nielsen beskrivelse af sin tid som
 fæstningefange i Sikringsstilling Nord og baggrunden for den.
 Litteratur: Peter H. Nielsen "Soldat, Fange og Flygtning" 1930

 Der findes ufatteligt lidt information om de fæstningsfanger der var sat til at arbejde i sikringsstillingen.
 Dog findes der en beretning fra en sønderjyde, Peter H. Nielsen, (PHN) der var indkaldt til tysk  krigs-
 tjeneste. Han kom efter en mislykket desertering Via militærfængset i Spandau på tvangsarbejde som
 fæstningsfange (Festungsgefangene) på Sikringsstilling Nord ved Arrild, og kan dermed give et lille indblik i
 fangernes vilkår i sikrings-stillingen samt sønderjydernes tjeneste i den tyske hær under 1. verdenskrig.

 At han overhovedet kommer til Sønderjylland er enestående.
 De indkaldte Sønderjyder blev sendt til fjerne krigsskuepladser som Øst- og Vestfronten og sågar også
 Afrika, i det man betragtede dem som ”Fahnenfluchtsverdächtige” (potentielle desertører) der, hvis de var
 for tæt på den danske grænse, ville benytte først givne lejlighed til at desertere.Under normale vilkår, ville
 en sønderjysk fæstningsfange der var dømt for desertering, ikke være kommet bare antydningsvis i
 nærheden af den danske grænse igen.
 Men ved skæbnens tilskikkelse, var den mand der besatte de nye arbejdshold i fængslet i Spandau gammel
 regimentskammerat af Peter H. Nielsen, og han satte af gammelt venskab Nielsen på et hold der skulle
 arbejde på Sikrings-stilling Nord.

 I bogen, Soldat, fange og flygtning, beskriver Nielsen sine oplevelser på Østfronten, og ikke mindst sin tid
 som fæstningsfange. En ganske sporadisk, beretning uden selvmedlidenhed eller vidtløftigheder, men den
 giver ikke desto mindre et godt billede af fæstnings-fangernes vilkår, specielt når man læser lidt mellem
 linierne.
 I løbet af bogen kommer PHN med nogle interessante generelle iagttagelser.
 Under sin sidste flugt mod Danmark reflekterer han over, at desertører i fredstid blev skudt, medens han
 for sin flugt i krigstid formentlig ville få et par år ekstra som straffefange. Heraf kan muligt udledes, at
 desertører i krigstid var for værdifulde som arbejdskraft til bare at henrette, medens de i fredstid alene skulle
 statuere eksemplet. En ret interessant betragtning. 

 Under transporten fra straffelejren i Sønderjylland til fronten i Frankrig forholder han sig til, at han ikke vil
 skydes som straffefange bag fronten. Dette uddybes ikke nærmere, men kan enten tolkes i retning af noget
 følelsesmæssigt omkring det af dø som fange eller at der rent faktisk var foregået sporadisk nedskydning af
 fæstnings-fangerne når man trak sig tilbage.


   Forhistorien:
 
Peter H. Nielsen indkaldes til den Kejserlige Tyske hær i juni 1915 og møder i Flensborg, derefter Husum.
 Efter rekrutuddannelse transport med tog til Altona, Gumbinnen, herefter fodmarch til Vilna og Kovno på
 østfronten.

 Herfra til Somain i Frankrig.
  
 Krigsskuepladser: Vilna – Labasse – Lenz – Arras – Loretto høj – Fimy -   

 Desertering og tilfangetagelse  juli 1917

 Efter den mislykkede desertering kommer PHN via Junker Holveg kasernen i Flensborg, retten i Swerin
 (en  dom på et års fæstning) til Spandau-fængslet i Berlin.

 Spandau:
 
Her iføres alle fanger almindelig uniform uden destinktioner eller højhedstegn.
 Fangere fratoges alle værdigenstande og tonen var hård. En Under-korporal i celleafdelingen inddrog alle
 breve og postkort, hvilket PHN protesterede over. Dette straffes med tre løbeture frem og tilbage i den
 lange gang.

 PHN indsættes i lille celle som 5. mand. En klage besvares med ”De er her militærfange og har at rette dem
 derefter”. Senere anbringes PHN med andre i den gamle fængselskirke der af pladsmangel bruges som
 sovesal for 40-50 mand. Der er daglige slagsmål. ”...fangerne var det værste skrabsammen af forbrydere
 der pralede med deres bedrifter”
 Maden tarvelig og knap. ”tænke sig at skulle sulte sådan et helt år”. Den bestod af kastaniesuppe med en
 lille smule brød.
 
 ”Havde jeg kunne vælge mellem fængsel og skyttegrav, havde jeg uden betænkning taget skyttegraven med
  friheden, faren og rædslernefrem for denne hule af ondskab og had.”

 PHN fik pakker hjemmefra gennem en regimentsven på kontoret og lidt bestikkelse.
 Straffen for at bringe disse ind havde for vennen betydet Fæstningsstraf.

 Efter noge tid begynder PHN at arbejde i en stor fabrik der reparerer kanoner og støber schrapnel-kugler.
 Han flyttes herefter til forefaldende arbejde et andet sted kaldet et Fabrikationsbüro, hvilket var en tegnestue
 for militært udstyr.

 PHN beskriver allerede i Spandau sig selv som en ”forpint og plaget fange”

 Hans ven på fængselskontoret sørger for at PHN sendes til Arrild, idet han ved PHN er fra egnen. Dette
 sker  ved at ombytte to navne i listerne. Her løb vennen en alvorlig risiko for selv at ende i en strafarbejds-
 kompagni.

     Arrild og Sikringsstilling Nord:

 PHN ankommer med togtransport til Skærbæk næste aften og på stationen får PHN smuglet et kort til sin
 kone ud til en banearbejder. Den videre tur til Arrild foregår til fods fra Skærbæk gennem den lille by
 Gasse. Han bliver skældt voldsomt ud af vagten da han vinker til en bekendt på vejen.

 Fangelejren er 3 bygninger. 2 barakker for fanger og en for vagterne. Der er een port og et tæt og højt
 pigtrådshegn. Der var vagter placeret tæt omkring hele lejren. I den ene barak fandtes 1. militærfange-
 kompagni, og i den anden 30. kompagni.
 Hver barak var inddelt i tre dele med 30 mand i hver. Senge bestod af træleje med en halmsæk og et
  ”dækken”. De var for lidt plads, så sengene var  anbragt i to lag. Som toilet to baljer i et hjørne.
 En Barakældste skal sørge for orden på stuen og på gangen var to bevæb-nede vagter. Barak-ældsten havde
 ret til at bruge magt - og benyttede den.
 "Vagterne lo ad et blåt øje og kaldte det selvopdragelsesmetoden."

 Kompagnierne arbejdede i Linnet Skov og støbte dækningsrum. Hver morgen og aften marcherede man
 den lange vej fra Arrild.
 Der blev udover Linnet lavet dækningsrum ved Hamborghof samt andre steder i omegnen. 
 Materialet kom til Arrild med en lille bane fra Døstrup. Gennem Linnet Skov gik en lille topvognsbane så
 materialerne kunne skubbes derud.

 Maden bragtes ud til fangerne i Linnet Skov. ”Vand med et par gryn. Aldrig kød, det blev stjålet af
 vagterne".
 ”Vi blev kun betragtet som dyr og behandlet derefter”
 Fanger der om morgenen havde meldt sig syge, kom altid ud med mad-vognen - raskmeldte.

 Under turen frem og tilbage blev cigar og cigaretstumper samlet op på vejen. Om aftenen blev de rullet i
 avispapir hvor 5-6 mand delte en. De var ofte slagsmål over et skod. Vagten skred ikke ind.

"Det var en hård vinter med sne op til taget, men der var brænde nok."

 Sommetider var straffeeksercits i gården. Fangerne blev jaget frem og tilbage i gården uden hvil eller
 mulighed for at træde af i timevis. ”Det var skammeligt at se ældre folk, familiefædre, blive behandlet på
 en sådan rå og hensynsløs måde.
 En fra PHN stue bliver fundet i levnesmiddeldepotet en nat.
 ”Det var dumt gjort – han fik det bare meget værre”

 En aften forsøgte en fange at flygte. Han blev fanget og pryglet så han skreg helt frygteligt.

 "Ingen af disse barbarer (vagterne) havde været ved fronten. Det havde næsten alle fangerne.

 Julen 1917 får fangerne "god mad", men fedtet slår de uvante maver i stykker.
 Baljerne på stuen er beregnet til urin, og vagterne irriteres over at skulle føre folk til latrinen. Derefter forgår
 det i hold, trængende eller ej.
 "Trist julenat der aldrig glemmes."

 Under en march forsøger PHN at kontakte faderen står ved vejen og venter. Han jages bort og kan ikke
 tysk nok til at tale med vagterne, hvorpå PHN forsøger at tale sin sag.
 Han trues med at få en geværkolbe i hovedet hvis han taler.
 Det lykkes efterfølgende faderen at opnå et kort besøg med PHN på kommandantens kontor. 
 Kommandanten krævede der blev talt tysk.

 Efterfølgende spørger kommandanten ind til hvor GHN kommer fra og hvorfor han var der.
 Kommandanten undrer sig over at PHN er landet så tæt på grænsen og han advares mod flugtforsøg. 
 Herefter tilkommanderes PHN tjeneste som oppasser for en stabssergent der var tidligere fængselsbetjent.
 Denne tjeneste bød på mange behageligheder - både rigelig mad tobak og et lidt friere og behageligere liv.

 På vej til og fra arbejde mødte PHN bl.a "Bibelstine", en kendt og velgørende kone på egnen. Hun slap
 gentagne gange afsted med at give  fangerne kogte kartofler i sit hus. (så under helt skarp bevogtning har i
 hvert fald PHN ikke været eller også har vogterne også sat pris på Stines godgørenhed og risikeret noget)

 PHN blev næste forår sendt på landarbejde på gården "Sandet". Her sørgede gårdejeren for at der blev
 arrangeret besøg af familien. Dog måtte vogtere, en underofficer, tages i ed, idet det var vagtforseelse der
 også kunne udløse fæstnings-straf for ham.
 "Det er vogterne strengt forbudt at tale til os, vi var forstødt af samfundet."
 Efter besøget: "Tilbage i lejren med hårde kommando-ord og gården frem og tilbage en 3-4-gange." 
 "Menneskedyr, med udtærede ansigter og tomme maver."

 "Alt var kun had og ondskab i denne elendige barak. I stedet for at trøste hinanden og mildne de trange kår
  gaves der kun knubs og stød."

 På "Sandet" arbejdede PHN bl.a. sammen med en russisk krigsfange.

 Ejeren på "Sandet" gav på et tidspunkt en kalv til fangerne, men de fik intet idet vagterne spiste den selv.

 Da arbejdet på "Sandet" var slut, blev PHN igen tilkommanderet arbejdet ved Linnet Skov. Ved Linnet Kro
 blev lavet et stort dækningsrum der tog meget jern og mange sække cement.

 Lidt længere inde i skoven blev lavet 3 dækningsrum.

 "Den usle barak, den elendige føde, den rå behandling, sulte, pines og plages."
 "Jeg ser på denne sørgelige hob, springende efter hvert snavset cigar- eller skråtobaksstump. Sørgeligt at
 nogen skal pines således at han bliver et uappetitligt menneskedyr."

 Efter kort tid overflyttes PHN til fronten i Frankrig, hvorfra det lykkes ham at flygte hjem og over grænsen
 til Danmark.
 PHN onkel, der prøvede at hjælpe ham over grænsen ved deserteringen et år inden, forvandt aldrig det halve
 års fængsel han blev idømt. Han døde relativt kort efter løsladelsen.