Løgumkloster Krigsfangekirkegård

 Kirkegården blev i 1915 anlagt af de tyske myndigheder for krigsfanger, der under 1. verdenskrig 1914-18 under  kummerlige
 forhold var indkvarteret i en lejr ved Løgumkloster.  På kirkegården ligger 71 franske, belgiske og russiske ofre for en plettyfus-
 epidemi i 1915. Her hviler også lejrlægen.
 Mindestenen på stedet  med dansk,  fransk og russisk indskrift er rejst af overlevende fanger.
 
 Fæstningsfangerne boede i fangelejre ved Genner , Skovby, Damgaard ved Rugbjerg, Abkær, Strandelhjørn,  Galsted, Østergaard
 ved Gammelskov, Hyrup, Øster Terp, Toftlund, Arrild,  Øbjerg,  Ullemølle, Skærbæk  og Gaardkrog ved Vester Gasse, Løgum-
 kloster og Døstrup.  
 Hver lejr blev ledet af en Leutnant, og lejren indeholdt 1 eller flere straffekompagnier med 250 mand i hver. Selve byggeriet blev
 ledet af en pionerbataljonsstab og seks pionerkompagnier.
 Andre krigsfanger, udlånt til de små samfund som Almsted, og flere blev boende efter krigen.

                                                                                            
                                                                                                  Dimitri´s gravsten i Almsted

 Se beretningen om krigsfangerne i Almsted her.
 

 Herunder stikordvis uddrag af Peter H. Nielsen beskrivelse af sin tid som fæstningefange i Sikringsstilling Nord og baggrunden for den.
 Litteratur: Peter H. Nielsen "Soldat, Fange og Flygtning" 1930.
 Der findes ufatteligt lidt information om de fæstningsfanger der var sat til at arbejde i sikringsstillingen. Dog findes der en beretning fra
 en sønderjyde, Peter H. Nielsen, (PHN) der var indkaldt til tysk  krigstjeneste. Han kom efter en mislykket desertering Via militær-
 fængslet i Spandau på tvangsarbejde som fæstningsfange (Festungsgefangene) på Sikringsstilling Nord ved Arrild, og kan dermed give
 et lille indblik i fangernes vilkår i sikrings-stillingen samt sønderjydernes tjeneste i den tyske hær under 1. verdenskrig.

 At han overhovedet kommer til Sønderjylland er enestående. De indkaldte Sønderjyder blev sendt til fjerne krigsskuepladser som Øst-
 og Vestfronten og sågar også Afrika, i det man betragtede dem som ”Fahnenfluchtsverdächtige” (potentielle desertører) der, hvis de var
 for tæt på den danske grænse, ville benytte først givne lejlighed til at desertere.Under normale vilkår, ville en sønderjysk fæstningsfange
 der var dømt for desertering, ikke være kommet bare antydningsvis i nærheden af den danske grænse igen. Men ved skæbnens
 tilskikkelse, var den mand der besatte de nye arbejdshold i fængslet i Spandau gammel regimentskammerat af Peter H. Nielsen, og han
 satte af gammelt venskab Nielsen på et hold der skulle arbejde på Sikrings-stilling Nord.

 I bogen, Soldat, fange og flygtning, beskriver Nielsen sine oplevelser på Østfronten, og ikke mindst sin tid som fæstningsfange. En
 ganske sporadisk, beretning uden selvmedlidenhed eller vidtløftigheder, men den giver ikke desto mindre et godt billede af fæstnings-
 fangernes vilkår, specielt når man læser lidt mellem linierne.
 I løbet af bogen kommer PHN med nogle interessante generelle iagttagelser.
 Under sin sidste flugt mod Danmark reflekterer han over, at desertører i fredstid blev skudt, medens han for sin flugt i krigstid
 formentlig ville få et par år ekstra som straffefange. Heraf kan muligt udledes, at desertører i krigstid var for værdifulde som arbejds-
 kraft til bare at henrette, medens de i fredstid alene skulle statuere eksemplet. En ret interessant betragtning. 

 Under transporten fra straffelejren i Sønderjylland til fronten i Frankrig forholder han sig til, at han ikke vil skydes som straffefange bag
 fronten. Dette uddybes ikke nærmere, men kan enten tolkes i retning af noget følelsesmæssigt omkring det af dø som fange eller at der
 rent faktisk var foregået sporadisk nedskydning af fæstnings-fangerne når man trak sig tilbage.


   Forhistorien:
 Peter H. Nielsen indkaldes til den Kejserlige Tyske hær i juni 1915 og møder i Flensborg, derefter Husum. Efter rekrutuddannelsen
 transport med tog til Altona, Gumbinnen, herefter fodmarch til Vilna og Kovno på østfronten.

 Herfra til Somain i Frankrig.
  
 Krigsskuepladser: Vilna – Labasse – Lenz – Arras – Loretto høj – Fimy -   

 Desertering og tilfangetagelse  juli 1917

 Efter den mislykkede desertering kommer PHN via Junker Holveg kasernen i Flensborg, retten i Swerin (en  dom på et års fæstning) til
 Spandau-fængslet i Berlin.

 Spandau:
 Her iføres alle fanger almindelig uniform uden destinktioner eller højhedstegn. Fangere fratoges alle værdigenstande og tonen var hård.
 En Under-korporal i celleafdelingen inddrog alle breve og postkort, hvilket PHN protesterede over. Dette straffes med tre løbeture frem
 og tilbage i den lange gang.

 PHN indsættes i lille celle som 5. mand. En klage besvares med ”De er her militærfange og har at rette dem derefter”. Senere anbringes
 PHN med andre i den gamle fængselskirke der af pladsmangel bruges som sovesal for 40-50 mand. Der er daglige slagsmål. ”...fangerne var det værste skrabsammen af forbrydere der pralede med deres bedrifter”
 Maden tarvelig og knap. ”tænke sig at skulle sulte sådan et helt år”. Den bestod af kastaniesuppe med en lille smule brød.
 
 ”Havde jeg kunne vælge mellem fængsel og skyttegrav, havde jeg uden betænkning taget skyttegraven med friheden, faren og
 rædslerne frem for denne hule af ondskab og had.”

 PHN fik pakker hjemmefra gennem en regimentsven på kontoret og lidt bestikkelse. Straffen for at bringe disse ind havde for vennen
 betydet Fæstningsstraf.

 Efter noge tid begynder PHN at arbejde i en stor fabrik der reparerer kanoner og støber schrapnel-kugler. Han flyttes herefter til
 forefaldende arbejde et andet sted kaldet et Fabrikationsbüro, hvilket var en tegnestue for militært udstyr.

 PHN beskriver allerede i Spandau sig selv som en ”forpint og plaget fange”

 Hans ven på fængselskontoret sørger for at PHN sendes til Arrild, idet han ved PHN er fra egnen. Dette sker  ved at ombytte to navne
 i listerne. Her løb vennen en alvorlig risiko for selv at ende i en strafarbejdskompagni.

     Arrild og Sikringsstilling Nord:

 PHN ankommer med togtransport til Skærbæk næste aften og på stationen får PHN smuglet et kort til sin kone ud til en banearbejder.
 Den videre tur til Arrild foregår til fods fra Skærbæk gennem den lille by  Gasse. Han bliver skældt voldsomt ud af vagten da han vinker
 til en bekendt på vejen.

 Fangelejren er 3 bygninger. 2 barakker for fanger og en for vagterne. Der er een port og et tæt og højt pigtrådshegn. Der var vagter
 placeret tæt omkring hele lejren. I den ene barak fandtes 1. militærfangekompagni, og i den anden 30. kompagni.
 Hver barak var inddelt i tre dele med 30 mand i hver. Senge bestod af træleje med en halmsæk og et ”dækken”. De var for lidt plads,
 så sengene var  anbragt i to lag. Som toilet to baljer i et hjørne. En Barakældste skal sørge for orden på stuen og på gangen var to
 bevæbnede vagter. Barak-ældsten havde ret til at bruge magt - og benyttede den. "Vagterne lo ad et blåt øje og kaldte det selvop-
 dragelsesmetoden."

 Kompagnierne arbejdede i Linnet Skov og støbte dækningsrum. Hver morgen og aften marcherede man den lange vej fra Arrild.
 Der blev udover Linnet lavet dækningsrum ved Hamborghof samt andre steder i omegnen. Materialet kom til Arrild med en lille bane
 fra Døstrup. Gennem Linnet Skov gik en lille tipvognsbane så materialerne kunne skubbes derud.

 Maden bragtes ud til fangerne i Linnet Skov. ”Vand med et par gryn. Aldrig kød, det blev stjålet af vagterne". ”Vi blev kun betragtet
 som dyr og behandlet derefter”
 Fanger der om morgenen havde meldt sig syge, kom altid ud med mad-vognen - raskmeldte.

 Under turen frem og tilbage blev cigar og cigaretstumper samlet op på vejen. Om aftenen blev de rullet i avispapir hvor 5-6 mand delte
 en. De var ofte slagsmål over et skod. Vagten skred ikke ind.

"Det var en hård vinter med sne op til taget, men der var brænde nok."

 Sommetider var straffeeksercits i gården. Fangerne blev jaget frem og tilbage i gården uden hvil eller mulighed for at træde af i timevis.
 ”Det var skammeligt at se ældre folk, familiefædre, blive behandlet på en sådan rå og hensynsløs måde. En fra PHN stue bliver fundet
  i levnesmiddeldepotet en nat. ”Det var dumt gjort – han fik det bare meget værre”

 En aften forsøgte en fange at flygte. Han blev fanget og pryglet så han skreg helt frygteligt.

 "Ingen af disse barbarer (vagterne) havde været ved fronten. Det havde næsten alle fangerne.

 Julen 1917 får fangerne "god mad", men fedtet slår de uvante maver i stykker. Baljerne på stuen er beregnet til urin, og vagterne
 irriteres over at skulle føre folk til latrinen. Derefter forgår det i hold, trængende eller ej."Trist julenat der aldrig glemmes."

 Under en march forsøger PHN at kontakte faderen står ved vejen og venter. Faderen jages bort og kan ikke tysk nok til at tale med
 vagterne, hvorpå PHN forsøger at tale sin sag. Han trues med at få en geværkolbe i hovedet hvis han taler.
 Det lykkes efterfølgende faderen at opnå et kort besøg med PHN på kommandantens kontor. Kommandanten krævede der blev talt
 tysk.

 Efterfølgende spørger kommandanten ind til hvor GHN kommer fra og hvorfor han var der. Kommandanten undrer sig over at PHN
 er landet så tæt på grænsen og han advares mod flugtforsøg. 
 Herefter tilkommanderes PHN tjeneste som oppasser for en stabssergent der var tidligere fængselsbetjent. Denne tjeneste bød på
 mange behageligheder - både rigelig mad tobak og et lidt friere og behageligere liv.

 På vej til og fra arbejde mødte PHN bl.a "Bibelstine", en kendt og velgørende kone på egnen. Hun slap gentagne gange afsted med at
 give  fangerne kogte kartofler i sit hus. (så under helt skarp bevogtning har i hvert fald PHN ikke været eller også har vogterne også sat
 pris på Stines godgørenhed og risikeret noget)

 PHN blev næste forår sendt på landarbejde på gården "Sandet". Her sørgede gårdejeren for at der blev arrangeret besøg af familien.
 Dog måtte vogtere, en underofficer, tages i ed, idet det var vagtforseelse der også kunne udløse fæstnings-straf for ham.
 "Det er vogterne strengt forbudt at tale til os, vi var forstødt af samfundet."
 Efter besøget: "Tilbage i lejren med hårde kommando-ord og gården frem og tilbage en 3-4-gange." 
 "Menneskedyr, med udtærede ansigter og tomme maver."

 "Alt var kun had og ondskab i denne elendige barak. I stedet for at trøste hinanden og mildne de trange kår gaves der kun knubs og
 stød."

 På "Sandet" arbejdede PHN bl.a. sammen med en russisk krigsfange.

 Ejeren på "Sandet" gav på et tidspunkt en kalv til fangerne, men de fik intet idet vagterne spiste den selv.

 Da arbejdet på "Sandet" var slut, blev PHN igen tilkommanderet arbejdet ved Linnet Skov. Ved Linnet Kro blev lavet et stort dæk-
 ningsrum der tog meget jern og mange sække cement. Lidt længere inde i skoven blev lavet 3 dækningsrum.

 "Den usle barak, den elendige føde, den rå behandling, sulte, pines og plages."
 "Jeg ser på denne sørgelige hob, springende efter hvert snavset cigar- eller skråtobaksstump. Sørgeligt at nogen skal pines således at han
 bliver et uappetitligt menneskedyr."

 Efter kort tid overflyttes PHN til fronten i Frankrig, hvorfra det lykkes ham at flygte hjem og over grænsen til Danmark.
 
 PHN onkel, der prøvede at hjælpe ham over grænsen ved deserteringen et år inden, forvandt aldrig det halve års fængsel han blev
 idømt. Han døde relativt kort efter løsladelsen.