Store dele af historien om Sikringsstilling Nord og byggeri at tyske feltbefæstninger i, hvad vi i dag kender som Sønderjylland,
 bunder i de Slesvigske Krige i 1848-51 og 1864. Det samme gør mange af de opfattelser der ligger til grund for 40 års dansk
 udenrigs- og forsvarspolitik samt neutraliteten under første verdenskrig. 
 Historisk har vores strategiske placering som "proppen" i Østersøen været et problem.  En placering vi  har forstået at udnytte,
 men som både var ved at trække os ind i 1. verdenskrig  og som gjorde Danmark  interessant for både NATO og Warshawa-
 pagten under den kolde krig.

 Det politiske spil.

 Admiral von Tirpitz forsøgte ved århundredeskiftet at opbygge en tysk flåde, der for første gang ville gøre Tyskland til en
 betydende flådemagt i egionen.

Alfred von Tirpitz

 Dette bekymrede naturligvis tidens mest betydende flådenation, England, og var stærkt medvirkende til dannelsen af den
 Engelsk - Franske pagt "Entente Cordiale" i 1904. Denne pagt afsluttede den ellers noget uvenlige holdning mellem de to euro-
 pæiske rivaler, og gav dem hver især frie hænder i kolonipolitikken. Frankrig var i forvejen i forbund med Rusland, hvorfor den
 Russiske Østersøflåde blev en vigtig brik magtbalancen. Den blev mere afbalanceret, idet Tyskland med bygningen af Kieler-
 kanalen (Kaiser Wilhelm Kanal) havde fået direkte adgang fra Østersøen til Nordsøen. Denne Østersøflåde kunne russerne nu
 holde bundet, medens den Engelske Home Fleet kunne holde den Tyske Højsøflåde i skak.

Den tyske højsøflåde

 Allerede i efteråret 1904 forrykkedes denne balance, idet Ruslands Vladivostok-flåde blev ødelagt under den Russisk-Japanske
 krig, og Østersøflåden blev sendt til hjælp. Flåden skulle syd om Indien og Afrika, men mødte ingen hjælp til sejladsen, undtagen
 fra tyske HAPAG kulbåde, der mere  end velvilligt sørgede for at flåden fik kul i rum sø, og dermed fjernede sig fra egne farvande -
 og Tyskland.  Flåden blev totalt ødelagt af Admiral Togo's flåde i slaget i Tshushima-strædet i 1905.

 Nu var magtbalancen i Østersøen væltet. Tyskland var nu regionens mest betydende flådemagt, og den engelske Home Fleet
 forstærkedes betydeligt. Man talte endog om et præventivt angreb på den tyske flåde.

 Med Ententen følte Tyskland at de var ude af koloni-væddeløbet, og den nyvundne status som flådemagt skulle nu udnyttes.
 Frankrig havde gang i et politisk fremstød i Marokko, og Kaiser Wilhelm foretog et særdeles uheldigt træk ved at sejle til Tanger
 på en krydser og gå i land. En helt klar udfordring.

Kaiser Vilhelm i Marokko

Kaiser Vilhelm II

 Under denne krise fik den Franske udenrigsminister Delcassé, muligt af den engelske konge personligt, et løfte om landsætning
 af 100.000 engelske tropper i Ålbæk Bugt og Esbjerg i tilfælde af en krig med Tyskland. Dette løfte m.m. afslørede en bitter afgået
 Delcassé i det Franske blad Matin i 1906.
 Delcassé, blev af Kaiser Vilhelm betegnet som "den farligste mand for Tyskland i Frankrig".

Théophile Delcassé

 Afsløringen vakte vild bestyrtelse i Tyskland, og Esbjerg blev i mange år ved med at gå igen i tysk strategisk planlægning.
 Dette dokumenteres tydeligt gennem Lütken-samtalerne. Daværende Kaptajn L.C.F Lütken var af den opfattelse, at opretholdelse
 af Dansk neutralitet kun var  realistisk, hvis Danmark medvirkede til at lukke  den tyske nordflanke - Jylland.
 Han opsøgte på eget initiativ den Tyske generalstabschef Moltke i 1906, og fra Lütkens erindringer og korrespondance ved vi, at
 Moltke igen og igen vendte tilbage til en eventuel landgang i Esbjerg. Man skal bemærke, at der ved forsvarsforliget 1909 blev
 anvendt uforholdsmæssigt flere ressourcer på Jylland end Øst-Danmark.
 Hvilken rolle Lütken egentlig spillede vides ikke, men han var tæt på både kongehus og regeringschef, hvilket måske forklarer at
 en dansk infanteri-kaptajn fik foretræde for den tyske generalstabschef.
 Muligt var der endda familie-mæssige relationer mellem dem.

Den senere Generalmajor Lütken under           inspektion med Chr. IX i Roskilde 8-4-18           (Lütken ses til højre bag regimentschefen)              Foto i familieeje

Generalmajor L.C.F. Lütken      19-4-63 til 27-6-18

 I Sønderjylland, der jo var Tysk efter 1864, afholdtes en hel del større øvelser og de privat indkva terede soldater kunne til deres
 danske værtsfolk fortælle, om et forsvar mod 100.000 englændere der kom fra Esbjerg. Disse øvelser blev stort set alle afholdt
 hvor Sikringsstilling Nord senere kom til at ligge.
 I 1909 fremkom artikler i store Tyske dagblade som Vossische Zeitung og Berliner Tageblatt om nødvendigheden af forsvar af
 den jyske vestkyst og Esbjerg  med betydelige styrker. At der i årene 1905-09 var adskillige Engelske flådebesøg i Esbjerg, var
 sikkert også med til at bekræfte den Tyske ængstelse.
 
 Allerede i den tyske generalstabs vurderinger inden 1. verdenskrig fremgik det af felttogsplanen, at "til værn af Slesvig-Holsten
 og Kaiser Vilhelm Kanal afmarcherer, i tiden 8-11. mobiliseringsdag, Nordarmeen bestående af IX. Reservekorps og 4.
 "gemischten" Landwehr brigader under kommando af Höherer Landwehrkommandeur 1....."  
 
 Da krigen på Vestfronten imidlertid krævede alle til rådighed værende styrker, indsattes IX. Reservekorps her, og Sikrings-
 stillingen blev overladt til Landwehr og Landsturm.
 
 Den militære situation forværredes i 1916, hvor Hindenburg overtager stillingen som chef for den tyske generalstab med
 Ludendorff som nærmeste hjælper. (Erster Generalquartiermeister). 

 Inden indførelsen af den uindskrænkede ubådskrig, der muligt ville tvinge søfartsnationerne Holland og Danmark ind i krigen på
 engelsk side, krævede generalerne Hindenburg og Ludendorff, at flanken mod nord blev effektivt lukket.

Hindenburg (tv) og  Ludendorff

 Ludendorff i sine erindringer:
 Det var kun med den dybeste beklagelse, at vi ikke kunne udtale os til gunst for den uindskrænkede ubådskrig, da den efter Rigskanslerens mening eventuelt kun-
 ne medføre krig med Holland og Danmark. Til at beskytte os mod begge stater havde vi  ikke en eneste mand til rådighed. De ville være i stand til at rykke ind i
 Tyskland med deres hære, selv om de ikke er krigsvante, og give os dødsstødet.

Hindenburg

Ludendorff

 Der var nu ingen fare. Den danske sikringsstyrke var nedbragt fra 57.000 i 1914 til nu 33.000, og planerne for styrkerne i Jylland 
 var udpræget defensive. Det fortrukne plan var en udvigende kamp mod et Limfjordsforsvar, hvilket jo ikke kunne siges at  true
 hverken Berlin eller Tyskland.
 Men de to tyske militære chefer gjorde dansk forsvar til en trussel, og krævede et fast nord-forsvar.

 Første gang en egentlig stilling nævnes, er en skrivelse fra OKK (Oberkommando der Küstenverteidigung) til Hochseekommando
  (2. sep. 1916) hvor en stilling med Sikringsstillingens placering er forudset.
 Man har således beskæftiget sig med tingene, da admiralstaben 16. sep. 1916 modtager telegram fra Ludendorff med ordre om at
 igangsætte etablering af en "Stellung in Gerippe" (delvis udbygget stilling) i linien Hoptrup - Toftlund - Skærbæk.
 18. sep. meddeler General Malachowski fra OKK, at man allerede var i gang med at etablere en stilling mellem Genner Fjord og
 Rømø. Man havde dog kun 5 landsturmbattailone ved grænsen (Kongeåen) men at man var i færd med at opstille to divisioner der
 i givet fald også kunne fremskydes til grænsen.

 I september 1916 får den stedfortrædende generalkommando for 9. armekorps ordre til at etablere Sikringsstilling Nord efter de
 planer der har ligget klar længe, og  10. og 17. september ankommer de første pionertropper til Sønderjylland.  

 Vi ved, at der i tilfælde af en Hollandsk krigserklæring var holdt to armégruppekommandoer og 9½ infanteridivisioner i reserve. I
 tilfælde af dansk angreb ville man forblive i defensiven, og havde hertil afsat en generalkommando og to divisionsstabe samt 6
 blandede (gemischte) brigader.

 Men hvilke styrker der skulle have besat selve sikringsstillingen vides stadig ikke.
 IX reservekorps kunne være et bud i forhold til den første plan, medmindre de var engageret på Vestfronten. Det er et gæt, men
 man kan umuligt forestille sig at Landsturm og Landwehr ville få ansvaret for en trængt nordfront alene. Hvor lang tid mente den
 tyske overkommando at have til rådighed, efter en erkendt landsætning af  engelske styrker i Esbjerg ?