Store dele af historien om Sikringsstilling Nord og byggeri at tyske feltbefæstninger i, hvad vi i dag
 kender som Sønderjylland, bunder i de Slesvigske Krige i 1848-51 og 1864. Det samme gør mange af
 de opfattelser der ligger til grund for 40 års dansk udenrigs- og forsvarspolitik samt neutraliteten under
 første verdenskrig. 
 Historien er Danmarks evig onde ånd. Vores strategiske placering som "proppen" i Østersøen.
 En placering vi  har forstået at udnytte, men som både var ved at trække os ind i 1. verdenskrig
 og som gjorde Danmark  interessant for både NATO og Warshawa-pagten under den kolde krig.

 Det politiske spil.

 Admiral von Tirpitz forsøgte ved århundredeskiftet at opbygge en tysk flåde, der for første gang
 ville gøre Tyskland til en betydende flådemagt i egionen.

Alfred von Tirpitz

 Dette bekymrede naturligvis tidens mest betydende flådenation, England, og var stærkt medvirkende
 til dannelsen af den Engelsk - Franske pagt "Entente Cordiale" i 1904. Denne pagt afsluttede den
 ellers noget uvenlige holdning mellem de to europæiske rivaler, og gav dem hver især frie hænder i
 kolonipolitikken. Frankrig var i forvejen i forbund med Rusland, hvorfor den Russiske Østersøflåde
 blev en vigtig brik magtbalancen. Den blev mere afbalanceret, idet Tyskland med bygningen af Kieler-
 kanalen (Kaiser Wilhelm Kanal) havde fået direkte adgang fra Østersøen til Nordsøen. Denne Østersø-
 flåde kunne russerne nu holde bundet, medens den Engelske Home Fleet kunne holde den Tyske
 Højsøflåde i skak.

Den tyske højsøflåde

 Allerede i efteråret 1904 forrykkedes denne balance, idet Ruslands Vladivostok-flåde blev ødelagt un-
 der den Russisk-Japanske krig, og Østersøflåden blev sendt til hjælp. Flåden skulle syd om Indien og
 Afrika, men mødte ingen hjælp til sejladsen, undtagen fra tyske HAPAG kulbåde, der mere  end velvilligt
 sørgede for at flåden fik kul i rum sø, og dermed fjernede sig fra egne farvande - og Tyskland.
 Flåden blev totalt ødelagt af Admiral Togo's flåde i slaget i Tshushima-strædet i 1905.

 Nu var magtbalancen i Østersøen væltet. Tyskland var nu regionens mest betydende flådemagt,
 og den engelske Home Fleet forstærkedes betydeligt. Man talte endog om et præventivt angreb
 på den tyske flåde.

 Med Ententen følte Tyskland at de var ude af koloni-væddeløbet, og den nyvundne status som flåde-
 magt skulle nu udnyttes. Frankrig havde gang i et politisk fremstød i Marokko, og Kaiser Wilhelm
 foretog et særdeles uheldigt træk ved at sejle til Tanger på en krydser og gå i land. En helt klar udfor-
 dring.

Kaiser Vilhelm i Marokko

Kaiser Vilhelm II

 Under denne krise fik den Franske udenrigsminister Delcassé, muligt af den engelske konge person-
 ligt, et løfte om landsætning af 100.000 engelske tropper i Ålbæk Bugt og Esbjerg i tilfælde af en krig
 med Tyskland.
 Dette løfte m.m. afslørede en bitter afgået Delcassé i det Franske blad Matin i 1906.
 Delcassé, der af Kaiser Vilhelm blev betegnet som "den farligste mand for Tyskland i Frankrig".

Théophile Delcassé

 Afsløringen vakte vild bestyrtelse i Tyskland, og Esbjerg blev i mange år ved med at gå igen i tysk
 strategisk planlægning.
 Dette dokumenteres tydeligt gennem Lütken-samtalerne.
 Daværende Kaptajn L.C.F Lütken var af den opfattelse, at opretholdelse af Dansk neutralitet kun var
 realistisk, hvis Danmark medvirkede til at lukke  den tyske nordflanke - Jylland.
 Han opsøgte på eget initiativ den Tyske generalstabschef Moltke i 1906, og fra Lütkens erindringer
 og korrespondance ved vi, at Moltke igen og igen vendte tilbage til en eventuel landgang i Esbjerg.
 Man skal bemærke, at der ved forsvarsforliget 1909 blev anvendt uforholdsmæssigt flere ressourcer
 på Jylland end Øst-Danmark.
 Hvilken rolle Lütken egentlig spillede vides ikke, men han var tæt på både kongehus og regerings-
 chef, hvilket måske forklarer at en dansk infanteri-kaptajn fik foretræde for den tyske generalstabschef.
 Muligt var der endda familie-mæssige relationer mellem dem.

Foto i familieeje             Den senere Generalmajor Lütken under             inspektion med Chr. IX i Roskilde 8-4-18            (Lütken ses til højre bag regimentschefen)

Generalmajor L.C.F. Lütken      19-4-63 til 27-6-18

 I Sønderjylland, der jo var Tysk efter 1864, afholdtes en hel del større øvelser og de privat indkvar-
 terede soldater kunne til deres danske værtsfolk fortælle, om et forsvar mod 100.000 englændere der
 kom fra Esbjerg.
 Disse øvelser blev stort set alle afholdt hvor Sikringsstilling Nord senere kom til at ligge.
 I 1909 fremkom artikler i store Tyske dagblade som Vossische Zeitung og Berliner Tageblatt om
 nødvendigheden af forsvar af den jyske vestkyst og Esbjerg  med betydelige styrker.
 At der i årene 1905-09 var adskillige Engelske flådebesøg i Esbjerg, var sikkert også med til at bekræfte
 den Tyske ængstelse.
 
 Allerede i den tyske generalstabs vurderinger inden 1. verdenskrig fremgik det af felttogsplanen, at
 "til værn af Slesvig-Holsten og Kaiser Vilhelm Kanal afmarcherer, i tiden 8-11. mobiliseringsdag, Nord-
 armeen bestående af IX. Reservekorps og 4. "gemischten" Landwehr brigader under kommando af
 Höherer Landwehrkommandeur 1....."  
 
 Da krigen på Vestfronten imidlertid krævede alle til rådighed værende styrker, indsattes IX. Reserve-
 korps her, og Sikringsstillingen blev overladt til Landwehr og Landsturm.
 
 Den militære situation forværredes i 1916, hvor Hindenburg overtager stillingen som chef for den tyske
 generalstab med Ludendorff som nærmeste hjælper. (Erster Generalquartiermeister). 

 Inden indførelsen af den uindskrænkede ubådskrig, der muligt ville tvinge søfartsnationerne Holland
 og Danmark ind i krigen på engelsk side, krævede generalerne Hindenburg og Ludendorff, at flanken
 mod nord blev effektivt lukket.

Hindenburg (tv) og  Ludendorff

 Ludendorff i sine erindringer:
 Det var kun med den dybeste beklagelse, at vi ikke kunne udtale os til gunst for den uindskrænkede ubådskrig, da den efter
 Rigskanslerens mening eventuelt kunne medføre krig med Holland og Danmark. Til at beskytte os mod begge stater havde vi
 ikke en eneste mand til rådighed. De ville være i stand til at rykke ind i Tyskland med deres hære, selv om de ikke er krigsvante,
 og give os dødsstødet.

Hindenburg

Ludendorff

 Der var nu ingen fare. Den danske sikringsstyrke var nedbragt fra 57.000 i 1914 til nu 33.000, og
 planerne for styrkerne i Jylland  var udpræget defensive. Det fortrukne plan var en udvigende kamp
 mod et Limfjordsforsvar, hvilket jo ikke kunne siges at  true hverken Berlin eller Tyskland.
 Men de to tyske militære chefer gjorde dansk forsvar til en trussel, og krævede et fast nord-forsvar.

 Første gang en egentlig stilling nævnes, er en skrivelse fra OKK (Oberkommando der Küsten-
 verteidigung) til Hochseekommando  (2. sep. 1916) hvor en stilling med Sikringsstillingens placering er
 forudset.
 Man har således beskæftiget sig med tingene, da admiralstaben 16. sep. 1916 modtager telegram fra
 Ludendorff med ordre om at  igangsætte etablering af en "Stellung in Gerippe" (delvis udbygget
 stilling) i linien Hoptrup - Toftlund - Skærbæk
 18. sep. meddeler General Malachowski fra OKK, at man allerede var i gang med at etablere en stilling
 mellem Genner Fjord og Rømø. Man havde dog kun 5 landsturmbattailone ved grænsen (Kongeåen)
 men at man var i færd med at opstille to divisioner der i givet fald også kunne fremskydes til grænsen.

 I september 1916 får den stedfortrædende generalkommando for 9. armekorps ordre til at etablere
 Sikringsstilling Nord efter de planer der har ligget klar længe, og  10. og 17. september ankommer de
 første pionertropper til Sønderjylland.  

 Vi ved, at der i tilfælde af en Hollandsk krigserklæring var holdt to armégruppekommandoer og 9½
 infanteridivisioner i reserve. I tilfælde af dansk angreb ville man forblive i defensiven, og havde hertil
 afsat en generalkommando og to divisionsstabe samt 6 blandede (gemischte) brigader.

 Men hvilke styrker der skulle have besat selve sikringsstillingen vides stadig ikke.
 IX reservekorps kunne være et bud i forhold til den første plan, medmindre de var engageret på
 Vestfronten. Det er et gæt, men man kan umuligt forestille sig at Landsturm og Landwehr ville
 få ansvaret for en trængt nordfront alene.
 Hvor lang tid mente den tyske overkommando at have til rådighed, efter en erkendt landsætning af
 engelske styrker i Esbjerg ?